Hvad vil det egentlig sige at elske nogen? Er det nærheden mellem kroppe, glimtet i øjnene eller evnen til at forstå det usagte? Hvor ofte forveksler vi kærlighed med forståelse – og hvor farer vi vild i denne forskel?
Elsker er en følelse, der løfter os, men samtidig blotlægger os. Men forståelse – den stille, dybe – er noget helt andet. Bare fordi nogen har elsket, betyder det ikke, at de virkelig har set alt, hvad der var skjult bag smilene.
Kærlighed er ikke altid den samme nærhed
Du elskede mig, eller det sagde du i hvert fald. Ordene var fulde af varme, og et stykke tid troede jeg, at det var nok. Men du elskede den version af mig, der duftede af fred, af skønhed, af noget, du selv havde brug for. Men du så mig ikke, den del af mig, der opløstes i stilhed midt i forventningerne.
Forståelse ville betyde, at høre min stilhed. At fornemme, hvordan træthed gemmer sig bag et smil, hvordan øjne søger tryghed, ikke bekræftelse. Men dit blik forblev forelsket, ikke skelnende. Og kærlighed uden forståelse Det er som en sang uden melodi – den eksisterer, men den rører ikke hjertet.
Når følelser overskygger stilheden
Der var mange øjeblikke, hvor han kunne have set mere. Hvor han bare kunne have siddet stille ved siden af mig og lyttet til, hvordan jeg trækker vejret, hvordan jeg tænker, hvordan jeg lever. Dine følelser førte dig et andet sted hen. – til en verden, hvor kærlighed blev målt i berøringer, ikke spørgsmål.
Du elskede din idé om mig, ikke mig. Du elskede den fred, jeg bragte dig, ikke mine storme, ikke mine nætter med tvivl. Og jeg tillod dig denne illusion i den tro, at den en dag ville synke ind i virkeligheden. Men virkeligheden kom stille og roligt, næsten smertefuldt – erkendelsen af, at kærlighed uden forståelse til sidst forsvinder, som sand, der glider gennem dine fingre.
At forstå er at se uden ord
Forståelse er ikke et spørgsmål om læring, men om følelse. Det er evnen til at nogen ser på dig og forstår, hvad du har brug for, før du overhovedet siger det. Det handler om modet til at se det, der ikke er smukt - tårerne, stilheden, revnerne. Kærlighed uden det er som en uafsluttet sætning, et løfte uden mening.
Hvis du forstod mig, ville du vide, at kærlighed for mig ikke var et nærhedsspil, men et trygt rum. At jeg nogle gange havde brug for stilhed, ikke ord; at mine smil nogle gange skjulte træthed. At forstå er at se helheden – lyset og mørket.og acceptere dem uden at forsøge at reparere dem.
Nogle gange lever kærligheden kun i erindringen.
Nu ved jeg det – du elskede efter evne. Og det var ikke lidt, men det var ikke nok. En kærlighed, der ikke ser, ikke lytter, ikke føler, kan ikke vare ved. Måske mødtes vi for at indse, at kærlighed ikke altid betyder forståelse, og at forståelse ofte kommer for sent.
Det forbliver sild – blød, blid, næsten nostalgisk. En erindring om noget, hvilket var sandt, men ufuldstændigtMåske er det dér, skønheden ligger – at vi af ufuldkommenheden lærer, hvad det vil sige at være synlig.
Og selvom du elskede mig, forstod du det aldrig rigtigt. Men i dag, når jeg ser tilbage, forstår jeg – mig selv, dig og den tavse sandhed mellem os. Kærlighed er ikke nok, hvis den ikke kan høre hjertet.
