Det siger sig selv, at vi som små børn leger, men frem for alt kan vi lide at lade som om og fordybe os i livsroller, som vi på den ene eller anden måde har optaget i vores sind ved at se vores forældre, brødre, søstre, bedstemødre, bedstefædre. ., ved at se tv, ved at læse bøger, nu kan du endda sige ved at browse den virtuelle verden.
Alle går igennem denne form for opvækst, og jeg har altid undret mig over, hvorfor vi bruger så meget tid som børn i denne fantasiverden. Hvorfor foretrækker vi bestemt legetøj, hvorfor tager vi dem med i seng, taler med dem og passer på dem på den ene eller anden måde...
Mine barndoms imaginære venner er meget anderledes end nutidens, fordi børn nu også rækker ud til de såkaldte virtuelle helte, fodrer dem, renser dem, kærtegner dem, kærtegner dem, snakker med dem, og listen fortsætter. I hvert fald, ligesom nutidens børn gør deres forældre nervøse, hvis de ikke får moderne "smart" legetøj, så plejede vi at forstyrre vores forældre med en trøstesløs gråd, hvis vores mødre ville putte vores bamser i vaskemaskinen. Du ved, en ubeskrivelig sorg kom over os, hvis vi bare tænkte på, hvad der skete under vask, smidning, iblødsætning og tørring, og risikoen for, at den ville krympe... For at gøre målingen fuld, sov bjørnen ikke om natten under beskyttelse af vores husly var han alene, i kulden, og tangen trak i hans ører. Derudover savlede vi ham i hvert fald igen, da vi mødtes igen og slæbte ham overalt, hvor vi kunne, på gulvet, på støvede legepladser, tilbage til børnehaven og hjemmet, og sidst på dagen tilbage i seng. Jeg kan huske, at jeg hver aften inden jeg skulle sove lagde alt mit udstoppede legetøj ved siden af puden og dækkede dem med et tæppe, for uden dem var det umuligt at dykke ind i drømmenes verden. Jeg kunne umuligt gå glip af en udvalgt. At dette var en så uundværlig del af min barndom, fandt mine forældre ud af en aften under en ferie til søs, da jeg lavede en virkelig scene af ichte og omrejsende tårer. Jeg havde en brun bjørn, som altid var ved min side, han tilbragte næsten hvert øjeblik med mig, og en eftermiddag glemte jeg ham i restauranten ved havet, hvor vi spiste is. Jeg tror, at havet var skyld i at fjerne min opmærksomhed fra den yndige ledsager. Først om aftenen lagde jeg mærke til, at han ikke var i mit nærvær, hvilket blev efterfulgt af et rigtigt udbrud af gråd og hysteri. Mine forældre gjorde selvfølgelig alt hvad de kunne for at holde mig i ro, fx lånte de en identisk bamse af min tvillingesøster, da vi havde hver vores, bare for at få mig til at falde i søvn. De glemte dog en lille detalje, der gjorde de to bjørne forskellige; du kunne have stukket et øje ud af mit.
Jeg faldt i søvn den aften, efter jeg havde brugt de sidste tårer. Den efterfølgende morgen var viet til den forsvundne buntmager, og heldigvis for mig var den unge dame, der havde tjent os dagen før, så hensynsfuld, at hun reddede den glemte i tilfælde af, at vi vendte tilbage. Selvfølgelig var glæden ved at se hinanden igen enorm, og min adskillelse fra ham blev udskudt til den dag, vi købte en hund. Den endte i en æske og i et skab, nøje bevogtet, for ellers var den nok havnet i tænderne på min næste bedste ven og rejsekammerat.
162 - City Magazine 4/2013 - fra 2. til 22. APRIL 2013 ved City Magazine
