Der er serier, der følger genrens regler. Der er dem, der forsøger at bryde dem. Og så er der The Assassin (2025) – et sjældent tv-mesterværk, der ikke bryder reglerne med magt, men snarere afvikler dem med ekstraordinær præcision, stilistisk raffinement og imponerende følelsesmæssig intelligens. Den sætter en karakter, vi ikke ofte ser på skærmen, i forgrunden – en kvinde i sine midaldrende, der bærer på en historie med vold, tavshed og modstand. Keeley Hawes i hovedrollen beviser, at fjernsyn stadig kan overraske, fængsle og advare på samme tid.
Snigmorderen er bygget op som et anspændt, men komplekst netværk af relationer, hemmeligheder og interne konflikter, der foregår i forskellige miljøer – fra en græsk landsby, hvor hovedpersonen søger fred, til Libyens dystre fængsler og Londons sterile interiører, hvor skæbner afgøres. Serien øger spændingen med en exceptionel narrativ dynamik og dramaturgisk præcision, samtidig med at den afslører karakterernes indre verdener, som ikke er karikaturer, men plastiske, flerdimensionelle personer, fanget i en verden, hvor enhver empati ofte er en fare.
youtube.com/watch?time_continue=2&v=qnyyaHNqk0Y&embeds_referring_euri=https%3A%2F%2Fmail.google.com%2F&embeds_referring_origin=https%3A%2F%2Fmail.google.com&source_ve_path=Mjg2NjY&themeRefresh=1
En elegant thriller om en kvinde, hvis egen fortid gør hende til et mål
Serien centrerer sig om Julie (Keeley Hawes), en tidligere professionel snigmorder, der efter et årtis tavshed og isolation har trukket sig tilbage til en lille græsk landsby, hvor hun forsøger at leve et usynligt liv. Hendes daglige rutine afbrydes af et besøg fra hendes voksne søn Edward (Freddie Highmore), som hun har et koldt, fremmedgjort forhold til, præget af uudtalte spørgsmål om hendes fortid - især om hendes far, oprindelsen af de mystiske penge og årsagerne til, at hun skubbede ham væk så længe.
Da Julie uventet modtager en ny opgave fra sin formodede tidligere overordnede, viser det sig hurtigt at være et bedrag. Manden, der kontaktede hende, er ikke den, han påstår at være, og lige før hun er ved at udføre mordet, indser Julie, at hun er blevet et redskab i en andens plan - og selv det nye mål. Da hun uforvarende redder den kvinde, hun skulle have dræbt, sætter hun en lavine af begivenheder i gang, der sender hende og hendes søn på en farlig flugt. Julie må genaktivere sig som agent, men denne gang uden netværk, uden støtte og med erkendelsen af, at der er flere aktører involveret, end hun oprindeligt havde forestillet sig.
Historien udfolder sig på flere niveauer: Kayla (Shalom Brune-Franklin), en ung milliardær, der næsten blev myrdet, hendes impulsive bror Ezra (Devon Terrell), og Aaron Cross (Alan Dale), en indflydelsesrig leder af et mineselskab med globale interesser, træder ind i spillet. I mellemtiden, i et libysk fængsel, skriver Jasper (David Dencik), en hollænder med oplysninger, der kan afsløre et globalt korruptionsnetværk, sin historie. Parallelt hermed åbner den mystiske Marie (Gina Gershon) i London et nyt kapitel med en overraskende familieafsløring, der yderligere destabiliserer Edward - og udvider seriens tematiske akse til at omfatte identitet, arv og skjulte sandheder.
Snigmorderen Den skifter fra en kondenseret thrillerramme til en flerlags fortælling om forræderi, familiekonflikter og magtsystemer, der opererer i baggrunden. Fokus forbliver på Julie – hovedpersonen, der må bearbejde sin fortid, beskytte sin søn og genopfinde sin evne til at overleve i en verden, der konstant er et skridt foran hende.
Sofistikeret instruktion, exceptionel skuespil, fortælling med mange lag
Den der Snigmorderen Det, der adskiller den fra gennemsnitlige thrillere, er dens sans for tone og rytme. Instruktionen tyr ikke til sensationslyst, men sætter sin lid til stilhed, undertoner og nuancer, som skuespillerne mestrer med sjælden præcision. Keeley Hawes er exceptionel som Julie – kold og reserveret på ydersiden, men med hver gestus, der åbner døren til en dybt traumatiseret, men stadig klar psyke. Highmore er hendes ideelle modpunkt: sårbar, men oprørsk, ofte kynisk, men aldrig helt håbløs.
Serien er visuelt sofistikeret: fra varme græske solrige toner til kolde, næsten sterile nattescener i byer og fængsler. Den musikalske baggrund er subtil, aldrig påtrængende, men altid i samspil med rytme og psykologisk spænding.
Men hvad? Snigmorderen Det, der virkelig gør den værd at se, er dens refleksion over kvinders rolle i en verden, hvor magt stadig defineres som aggression, og aldring som udslettelse. Julie er en hovedperson, der ikke søger tilgivelse, men forståelse – og i denne sammenhæng åbner serien plads til feministisk læsning uden at blive deklarativ eller pamfletagtig.
Konklusion: fjernsyn på højeste niveau
Snigmorderen (2025) er en af de få serier i de senere år, der kombinerer stilistisk perfektion, genreeffektivitet og narrativ ambition. Den undervurderer ikke seeren, men guider dem gennem lag af virkelighed, der på én gang er politiske, personlige og eksistentielle. I seks afsnit opbygger den en verden, der er brutal, følelsesmæssigt kompleks og dramaturgisk konstrueret med kirurgisk præcision.
Dette er fjernsyn, der ikke er bange for stilhed. Det behøver ikke konstante eksplosioner for at opbygge spænding. Og når det rammer – rammer det med fuld kraft.
Vurdering: 5/5
For seere, der værdsætter en psykologisk thriller med mening, exceptionel skuespil og elegant instruktion, der anerkender, at en kvindelig hovedperson kan være både øm, dødbringende og fuldstændig uforglemmelig.
