Du var væk, da verden forvandledes til stilhed og mørke. Du forlod mig lige da jeg havde mest brug for nærhed. Hvorfor? Spørgsmålet har ingen umiddelbare svar, men det åbner plads til refleksion. Dette rum var tomt i lang tid, men det var i denne tomhed, at noget nyt begyndte. Fra fravær blev styrke født. Fra stilhed blev en stemme dannet. Fra forladthed opstod en uafhængighed, som i dag ikke behøver bekræftelse udefra.
Du var der ikke, da frygten lammede mig, og da nætterne var længere end dagene. Det var dengang, jeg for første gang virkelig forstod, hvor højt mørket kan være, når der ikke er nogen til at dæmpe det. Jeg blev efterladt alene med mine tanker, med rastløshed og lyden afspørgsmål uden svar... Men det var i denne stilhed, at noget afgørende skete. Fordi du lod mig være alene med mørket, lærte jeg at gå uden dit kort.
Jeg lærte at lytte til mine egne fodtrin, at stole på sin egen dømmekraft og finde vej til mig selv uden andres vejledning. Ensomhed var ikke en gave, men det var en lærer, der ikke kendte nogen nåde. Den trøstede mig ikke, den gjorde ikke min vej lettere, men den formede mig.
Jeg kunne kun stole på mig selv.
Da jeg havde brug for en hånd at holde, var der ingen. I stedet var jeg tvunget til at søge støtte i mig selv, hvor jeg ikke havde kendt eller ønsket at se den før. Smerten, der fulgte med den, forsvandt ikke natten over. Den var vedvarende, stille og krævende, men den lærte mig noget essentielt: hvordan jeg kunne berolige mig selv uden andres trøst og hvordan man heler sår uden ydre løfter.
Denne proces var ikke hurtig, men den var pålidelig. Fra hjælpeløshed blev hun langsomt født indre stabilitetJeg indså, at magt ikke altid er højlydt, og at den oftest fødes, hvor der ikke er nogen tilbage til at erstatte den.
Egoisme var dit andet navn
Du var der ikke, da jeg kæmpede, men dit fravær viste mig sandheden om dig selv. Du afslørede, hvor ofte du ser kun dine egne behov og hvor sjældent forstår man smerte, som man ikke har oplevet. Denne erkendelse var ikke let, men den var nødvendig.
Det lærte mig at skelne mellem tomme ord og virkelige handlinger, mellem løfter og nærvær. Det lærte mig at opbygge relationer på et klart fundament, uden illusioner og uden behov for at bevise mit værd over for dem, der ikke er klar til at se det.
Stilhed blev vejen
Da jeg ikke kunne stole på dig, lærte jeg at stole på sig selvJeg søgte efter svar i mig selv og løste gåder uden hjælp. Du forsvandt ikke fra min historie, men du gav den utilsigtet dybde. Du viste mig alting rigtigt ved ikke at vise mig noget.
Jeg fandt klarhed i stilheden. Jeg lærte at skelne mellem støj og essens, mellem det, der gør ondt, og det, der helerStilheden var ikke tom, det var et rum, hvor jeg endelig kunne høre mig selv.
Jeg holdt op med at vente. Jeg holdt op med at tro på, at en anden ville komme og gøre det. bestille i mit kaos.
Siden da har jeg ved noget meget simpelt: hvem bliver, når det ikke er let, og hvem forsvinder, når det bliver alvorligt. Du kan ikke læse denne viden i en bog, og ingen kan hviske den til dig. Den kommer kun gennem erfaring.
I dag søger jeg ikke længere bekræftelse, forklaringer eller undskyldninger. Jeg søger kun tilstedeværelse. Og hvis der ikke er nogen, går jeg videre.
Fra tomhed voksede styrke. Fra smerte, forståelse. Og fra tab, noget permanent – en anden mig.
