I dag gik jeg forbi stedet, hvor vi mødtes første gang, og i stedet for at fælde tårer, smilede jeg, da jeg huskede vores første blikke og berøringer.
Det var rart, indtil du viste dit sande jeg over tid. Hvor var jeg naiv, da jeg troede på os og ikke ville se, hvem du er, hvem vi er. Igen og igen skrev jeg nye begyndelser og slutninger i mit sind. Jeg ville ikke acceptere, at du og jeg aldrig ville blive sammen.
jeg troede hvorfor skulle nogen ønske at miste en, de elsker så inderligt? En der ville tilgive ham alt, selv de sværeste fejl, og give ham uendelige nye muligheder?
Jeg troede på, at vi ville være glade, og det ønskede jeg ikke at miste. Jeg ville ikke have en anden, du var den anden halvdel af mit hjerte, og det troede jeg på. Jeg kan stadig ikke tro, hvad en skør crush kan gøre.
Jeg troede, jeg var lykkelig og forelsket for evigt. Hvor tog jeg fejl. Jeg blev væk.
Jeg troede, du var den, der stak af fra vores historie. Jeg levede i denne illusion i et stykke tid, indtil jeg indså, at det faktisk var mig – mig.
Da jeg kom over dig med tiden, voksede jeg fra vores forhold, vores historie. Til tider kunne jeg godt lide hende, den person jeg var, fordi hun var så passioneret og forelsket. Men kun det, for hun var også meget usikker og svag. Hun kendte ikke sit værd. Med tiden tilgav jeg dig, for du blev bare et kapitel i min livsbog.
Jeg er vokset fra den tid, hvor jeg troede at elske nogen mere end dig selv var et tegn på kærlighed.
Nu smiler jeg bare over fortidens minder, jeg er ikke den naive person længere. Mindet om dig gør ikke ondt længere. Du betyder intet for mig. Jeg kan ikke lade nogen volde mig så meget smerte længere. Jeg er vokset fra vores historie. Jeg forlod de følelser, jeg havde for dig tidligere.
Det var en usund, barnlig, varm og kold, besiddende kærlighed. Nu ville jeg ikke blive forelsket i en som dig igen.
Ved du, hvad det bedste ved at komme over nogen er? At se ham, som han virkelig er. Ikke som du ønsker det skal være. Og når du endelig elsker dig selv, vil du aldrig tillade sådanne ting igen.
Alt det, der før fik mig til at græde, får mig til at grine. Jeg ved, hvem jeg er, og hvor mine grænser er – det afviger jeg ikke fra. Aldrig igen.
