På et tidspunkt ved man det bare. Noget er galt. Men du klamrer dig til et minde, en idé, en følelse, der engang betød alt.
Når hjertet ikke vil høre, hvad sjælen allerede ved
Der er øjeblikke, hvor alt indeni dig skriger, at noget ikke er rigtigt, og alligevel bliver du. Du føler tyngden, stilheden, den indre tomhed... men du venter stadig.
Hvorfor? Fordi du engang troede, at det gav mening. Fordi du ville ønske, det var anderledes. Fordi du skabte billede, som var for smuk til bare at glemme.
Men det er dér, fælden ligger - du klamrer dig til noget, der det er ikke længere ægte. Måske var det aldrig det. Og selvom du inderst inde ved det, er du bange for at give slip på det. Du er bange for den tomhed, der ville blive tilbage. Men i denne tomhed ligger der plads til noget bedre.
Illusionens kraft
Nogle gange klamrer man sig mere til håbet end til sandheden. Håber på, at noget vil ændre sig. Håber at din kærlighed, indsats og tålmodighed vil være nok. Men nogle ting kan man ikke ordne selv.
Illusion kan være sød. En følelse af hjemlighed, en velkendt smertefuld trøst. Det er lettere at blive ved med at være i det, man kender, end at risikere det ukendte. Men tænk over, hvor meget af dig selv du mister, når du vedholder i det, der kvæler dig? Hvor mange gange har du lukket munden på din intuition, så du kunne lytte til en illusion?
Frygt for tab eller frygt for vækst?
Den virkelige grund til, at du klamrer dig til noget, er ofte ikke kærlighed, men frygt. Frygt for at være alene. At du gik glip af muligheden. At du bliver nødt til at starte forfra. Men ved at blive i den forkerte historie, lukker du døren til den rigtige. En der ikke tvinger dig til at tilpasse dig, til at miste dig selv.
Nogle gange er det ikke, at noget ikke er noget for dig, men at du er det. vokse ud af dette. Og det er ikke et nederlag – det er et bevis på, at du udvikler dig.
Stilheden efter stormen er frihed.
Når du endelig giver slip på de ting, de mennesker, der kvæler dig, kommer stilheden. Ikke den der gør ondt – men den der heler. Det betyder ikke, at du ikke var ligeglad. Det betyder, at du har valgt dig selv. At du er Holdt op med at nære det håb, der drænede dig. I denne stilhed hører du dig selv for første gang. Ingen stemmer fra fortiden, ingen skyldfølelse, ingen kamp.
Du begynder at komme tilbage til dig selv. Til de spørgsmål, du har skubbet op i et hjørne i lang tid. Til følelsen af, at du er mere end et kompromis. Og så indser du, at du ikke har mistet noget, der virkelig tilhører dig.
Frygt binder dig mere end kærlighed
Det, der binder dig, er ikke et bånd, men en kæde. Ikke en følelse, men frygten for tomrummet. Men denne plads er nødvendig. Kun i den kan noget nyt komme. Noget der ikke lydløst vil kvæle dig. Hvilket ikke kræver, at du tvivler på dig selv hver dag.
At acceptere, at noget ikke er dit, selvom du ønskede det af hele dit hjerte, er en af de sværeste ting at gøre. Men også en af de mest befriende. Når du siger "nok", så afslut ikke historien – give plads til et nyt kapitel.
Hold op med at kæmpe for opmærksomhed, for krummer af følelser, for ord, der altid kommer for sent. Du er hel. Du er nok. Og din fred er ikke noget, der bør sættes spørgsmålstegn ved.
Til sidst er du tilbage
Når alt falder til ro, er du tilbage. Med din sårbarhed. Med din kraft. Med din beslutsomhed om ikke længere at tillade dig selv mindre, end du fortjener. Du klyngede dig til, fordi du troede. Tro nu på dig selv, på dig selv. Ikke mere ventetid. Ikke flere beviser. Kun vejen frem.
