Hvor mange gange har du elsket en person, der ikke elskede dig tilbage? Hvor mange gange har du prøvet, bevist, ventet og håbet? Og hvornår var sidste gang, du kiggede på dig selv og spurgte dig selv: hvorfor gør jeg det her? Hvorfor kæmper jeg for en, der ikke kan elske mig?
Hvorfor bliver man i forhold, hvor man er usynlig, hvor kærligheden gør mere og mere ondt? Måske fordi du tror, at det en dag vil ændre sig. Måske fordi du er overbevist om, at du skal give mere for at fortjene det.
Men nogle gange ligger den største sejr ikke i at holde ud, men i at vide, hvordan man går derfra.
Måske var det ikke, at du elskede for lidt – det var, at du elskede en, der ikke vidste, hvordan man elskede dig tilbage. Du gav, men du forblev tom. Og når kærligheden bliver til en kamp, hvor du mister dig selv, er det tid til at spørge dig selv, hvem du egentlig giver den til. Og hvorfor.
Det er ikke forkert at elske dybt.
Det er forkert, når dette elsker roterer kun i én retning. Når du giver, men ikke får tilbage. Når du venter på en person, der aldrig helt når frem til dig. Når du undskylder enhver stilhed, ignorer ethvert koldt blik og dæk ethvert smertefuldt hul med tålmodighed.
Kærlighed er ikke en anmodning. Det er ikke noget, du skal bede om, bevise eller gøre dig fortjent til. Hvis du konstant skal skændes, så er det en kamp, ikke et forhold. Og i denne kamp er det dig, der bærer rustningen – uden at nogen angriber dig.
Du bliver i et forhold, hvor kærligheden er væk, fordi du er afhængig af mulighederne. Med en idé, du engang hørte. Med en version af den person, der kun eksisterer i dine håb. Du elsker det, der kunne være – ikke det, der virkelig er.
Og du farer vild i denne illusion. Du undertrykker det, du virkelig har brug for. Du træder tilbage for at være mere accepterende. Du lider i stilhed, fordi du tror, at han endelig vil lægge mærke til dig. Men en person, der ikke kan elske nu - vil aldrig være i stand til at elske dig. Uanset hvor meget du giver.
Hvad leder du egentlig efter?
Nogle gange kæmper du ikke for en person – du kæmper for en følelse. For at det skal være nok. For endelig at fortjene kærlighed. Måske fordi du aldrig modtog det ubetinget. Fordi man altid skulle gøre noget for at være værdig. Og derfor søger du nu bekræftelse i forhold på, at du er accepteret, præcis som du er – uden at skulle bevise noget.
Men du leder efter det det forkerte sted. Du får ikke ægte bekræftelse fra en person, der ikke ved, hvordan man elsker dig. Og en kærlighed, hvor du konstant er nødt til at give efter, tilpasse dig og bære byrden selv, vil i sidste ende fjerne netop det, du ledte efter i den – fred, forbindelse og tryghed.
Du holder op med at kæmpe, når du begynder at høre dig selv.
Når du ikke længere forveksler smerte med kærlighed. Når du indser, at det at forlade stedet ikke er et nederlag, men mod. Modet til at stå op for dig selv – selv foran dem, der aldrig vidste, hvordan de skulle elske dig.
Og når du virkelig gør det – når du siger nok – vil du endelig indse, at du har prøvet al den tid at bevise noget, der aldrig har været nødvendigt. At du ikke var problemet. Problemet var, at du kæmpede for en, der aldrig vidste, hvordan man elskede dig.
Så beder du ikke længere om, at nogen skal elske dig. Så vælger du selv. Og dette er ikke slutningen på kærligheden – dette er blot dens sande begyndelse.
