Nogle hundeejere behandler deres firbenede venner som babyer. Og selvom dette kan virke latterligt for nogle, beviser en ny undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Science, at båndet mellem en hund og dens ejer kan være lige så følelsesmæssigt stærkt som båndet mellem en mor og hendes barn. Og dette er blot den seneste videnskabelige teori på en høj bunke af lignende forskning, der forklarer, hvordan hunde har valgt en så vigtig plads i vores samfund.
Du har sikkert lagt mærke til en hundeejer eller fanget dig selv i at håndtere en hund som med en baby. Det er ikke overraskende, for der er en fuldstændig logisk og videnskabeligt understøttet forklaring på dette. Det er ejerens og hundens selskab sammenlignes med samværet mellem en forælder og hans lille barn. Hvorfor? Svaret er noget overraskende. Fordi mennesker og hunde ikke formerer sig af sig selv. Ellers vil forskernes nye fund ikke komme som en overraskelse for alle hundeelskere, der nogensinde har set ind i de uskyldige runde øjne. Det viste tidligere undersøgelser allerede øjenkontakt mellem mennesker og hunde hos mennesker stiger excitocin niveau, hormonet af kærlighed, tillid og afslapning.
Pattedyr producerer excitocin i hjernen, og det stimulerer en følelsesmæssig forbindelse mellem en mor og hendes afkom. Også dette hormon har sine fingre i partnerforholdet og i det sociale liv. Hvilket ikke er nyt. Det meste forskning indtil videre har vist, at denne form for forbindelse virker inden for arter. Mennesker producerer excitocin til andre mennesker, og hunde producerer excitocin til andre hunde. Det nye er erkendelsen af, at det handler om sammenhæng mellem arter, at følelser er gensidige og at hunde ved hvornår vi er bl.a glad eller vred.
LÆS MERE: Hunde, der absolut elsker at køre bil
Og hvordan kom de til disse konklusioner? I det første forsøg målte forskerne excitocin-niveauer i 28 par før de hang ud i 30 minutter. I løbet af denne tid snakkede folk, kælede og kiggede på deres hunde. Så blev hormonniveauet målt igen. Resultatet?
Ejere og deres hunde, der er stirrede på hinanden, havde forhøjede niveauer af excitocin. Mennesker bruger gaben som måde at kommunikere på og derfor er vi meget følsomme over for øjenkontakt. Ikke desto mindre er det overraskende at stirre, mere som en berøring, hvilket fører til højere niveauer af excitocin. Niveauet af sidstnævnte er derfor ekstremt afhængigt af at se ind i øjnene. Og når hunde fanger dit blik, får det dem til at se på mennesker oftere, og jo mere de ser på dem, jo højere er deres excitocin-niveau. Interessant, ja ulve, forfædre til hunde, oplever ikke det samme som kæledyr, fordi at stirre ind i deres øjne hæver ikke niveauet af dette hormon. Det betyder, at hunde har opfanget denne egenskab under evolutionen, altså gennem processen med domesticering og at leve blandt mennesker.
