Føler du, at alt falder fra hinanden? At du ikke har nogen kræfter tilbage? Led ikke efter svar med det samme. Nogle gange er det nok bare at stå stille. At indrømme over for dig selv - det er svært lige nu.
Når den kommer uden varsel, knuser den dig i din grundvold. Og dér, i støvet af dine illusioner, står du målløs. Uden vilje. Uden håb. Alt, hvad du engang betragtede som stabilt, smuldrer. Og kun ét spørgsmål er tilbage: Hvad nu?
Når dagene bliver tomme
Vækkeuret ringer, men du bevæger dig ikke. Ikke fordi du er doven – men fordi intet trækker dig fremad længere. Alt virker meningsløst. Mad smager ikke. Folk, der går forbi, bliver til skygger. Og der er kun én følelse, der giver genlyd i dit hoved – træthed.
Når det indre kompas er væk
Du har ikke længere en fornemmelse af, hvor du er på vej hen. Du ved ikke, hvad du vil. Din selvtillid smuldrer, skridt for skridt. Du stoler ikke på dig selv. Du stoler ikke på andre. Alt, hvad der engang var klart, er nu en tåget skygge. Og tanker bliver en fjende, ikke en allieret.
I de øjeblikke har du ikke brug for råd. Du har brug for et åndedrag. Bare ét – indtil det er slut.
Når du tror, du ikke kan klare det mere
Der er dage, hvor du har lyst til at forsvinde. Ikke fordi du virkelig har lyst til at forsvinde, men fordi du ønsker fred. Et roligt sted uden forventninger, uden skuffelser. Bare et sted, hvor du kan eksistere – uden spørgsmål.
I skal stå sammen – ikke fordi I har lyst, men fordi I er nødt til det.
Ingen frelser kommer. Intet øjeblik med oplysning kommer. Virkeligheden kommer. Og med den – et valg. Du kan forblive i mørket. Eller du kan begynde at lede efter små spor. Trin for trin. Uden at love verden noget. Kun til dig selv.
Når du lærer at omfavne din smerte
Benægt ikke det, du føler. Smerte er ikke fjenden. Det er et tegn på, at du er i live. At du holder af dig. At den betyder noget for dig. Den omfavner dig som en bølge, der nægter at give slip, men indeni ligger der en kraft – hvis du lader den lære dig at trække vejret under vandet.
Når du ikke længere leder efter en vej ud, men en måde at overleve på
Det handler ikke om at vinde. Det handler om at overleve. Det handler om beslutningen om ikke at give op. At tage et skridt – lille, uperfekt, men dit eget. At indrømme over for dig selv, at det er okay at bevæge sig langsomt. Det er okay at græde. Det er okay at leve i stilhed.
Så møder du dig selv igen.
Et sted mellem vandfaldene, mellem de stille aftener, hvor du ikke græder mere, fordi du ikke har flere tårer - venter der en ny version af dig. Stærkere. Mere stille. Mere ægte. Og hun vil ikke spørge dig, om du er - okay. Hun vil fortælle dig, at det er helt okay, selvom du ikke er det endnu.
Vær tålmodig.
