Jeg gik for endelig at finde mig selv: Når kærligheden ikke længere er nok

Men sandheden var en anden. Den kærlighed, jeg kendte, var ikke den slags, der heler. Det var hende, der gjorde ondt. Og jo hårdere jeg prøvede, jo mere tabte jeg mig selv.

At blive ved gjorde mig mere ondt end at tage af sted.

Kærlighed skal ikke gøre ondt – i hvert fald ikke hele tiden.

Jeg siger ikke, at alt skal være perfekt. Kærlighed er ikke altid let. Men hvis du hver dag skal overbevise dig selv om, at det er det værd, hvis du græder mere end du griner, hvis du tvivler mere end du tror, hvis du længes mere end du føler... så er det ikke kærlighed.

Jeg blev i lang tid, fordi jeg var bange for, at tomheden ville blive for stor efter dig. Jeg var bange for følelsen af tab. Jeg var bange for, at jeg ikke længere ville være hel uden dig.

Og så gik jeg.

Da jeg forlod dig, så jeg endelig i spejlet.

Jeg har været fortabt i dig i lang tid. I hvad hun kunne være. I det jeg gerne ville eksistere. Men da jeg blev alene, så jeg mig selv for første gang i lang tid.

Jeg så, hvor meget kærlighed jeg gav til en, der ikke kunne modtage den. Jeg så, hvor mange nætter jeg tilbragte i tårer, fordi jeg troede, at jeg ikke var nok. Jeg så, hvor meget af mig selv, jeg havde ofret for noget, der aldrig var rigtigt.

Og da jeg indså det, var jeg ikke længere bange.

Jeg er ikke længere bange for at være alene. Jeg er bange for, at jeg farer vild igen.

Jeg er ikke længere bange for at være alene. Jeg er ikke længere bange for det tomrum, du har efterladt, for jeg ved, at jeg selv kan udfylde det. Jeg er ikke længere bange for at tage afsted, fordi jeg ved, at dette var begyndelsen, ikke slutningen.

Min største frygt burde have været, at jeg ville blive og blive ved med at fare vild i noget, der var ved at ødelægge mig.

Jeg ved nu, at ægte kærlighed ikke kræver, at jeg opgiver mig selv. Og at den kærlighed, jeg ledte efter, ventede i mig hele tiden.

Dette er en kærlighed, jeg aldrig vil forlade igen.