Du kan ikke gemme dig og lade som om, at du ikke er ansvarlig for, hvad der skete. Du ved udmærket godt, at din beslutning havde konsekvenser. Og jeg taler ikke om idealer, romantiske scenarier eller krav, som ingen kan opfylde. Jeg taler om virkelige fakta.
Det er nemmest at tage et skridt tilbage og handle, som om det hele bare var en misforståelse. Det er nemmest at sige, at jeg har misfortolket tingene. Men det kan jeg ikke acceptere længere. Der var handlinger, der var ord, der var konkrete øjeblikke. Det var ikke alt sammen et tilfælde, og det var ikke ensidigt. Dette er virkeligheden, ikke en historie, man kan omforme, så den passer til sig selv.
Jeg opfandt ikke noget.
Forsøg ikke at overbevise mig om, at jeg har misforstået. Det var dig, der tog kontakten. Det var dig, der åbnede døren og derefter lukkede den uden forklaring. Jeg projicerede ikke noget, jeg forestillede mig ikke noget.
Jeg var ikke en, der opfandt historier for at udfylde et tomrum. Jeg var realistisk. Der var noget mellem os. Og det er ikke fair, at du opfører dig, som om det ikke skete nu.
Jeg ved godt, at det er lettere at løbe væk end at Tag ansvarDet er lettere at træde til side og lade andre tage sig af det. Men at være voksen betyder at anerkende sin del. Jeg forventer ikke, at du er enig i alle mine synspunkter. Men jeg forventer, at du respekterer, at jeg blev såret af dine handlinger.
Det du gjorde var ikke rigtigt.
Intet forringer det faktum, at du har handlet uærligt. Det er ikke et spørgsmål om ego, det er ikke et spørgsmål om jalousi...det handler ikke om melodrama. Det handler om ansvar og respekt. Du ledte mig ind i noget, du ikke havde til hensigt at fortsætte med. Du skabte en følelse af forbindelse og forsvandt derefter. Det var ikke rigtigt. Det var ikke modent. Og det bliver det aldrig.
Jeg ønsker ikke at rette op på fortiden.
Jeg kræver ikke en forklaring. Jeg forventer ikke undskyldninger af frygt eller pligt. Men jeg forventer ærlighed. Jeg forventer, at nogen ikke vælger en flugtvej, bare fordi den er den nemmeste. Så simpelt er det! Jeg forventer bare, at du anerkender, at du påvirkede mig. At du udløste noget. At du efterlod et præg. Det er ikke et krav. Det er virkeligheden.
Jeg accepterer mit ansvar.
Jeg løber ikke fra mine fejl. Jeg accepterer dem. Jeg lærer af dem. Jeg er ikke perfekt. og jeg skjuler det ikke. Men i det mindste kan jeg stå bag mine handlinger.
Og derfor sætter jeg nu en klar grænse. Ikke fordi du ikke længere er min opmærksomhed værdig, men fordi jeg fortjener fred og respekt.
Jeg glæder mig. Ikke fordi det er nemt, men fordi det er min beslutning. Og det er præcis forskellen på os - jeg skammer mig ikke over mine beslutninger, og du...
