Kærlighed. Et ord, som vi bruger hver dag, men som sjældent helt forstår dets betydning. Men hvad er kærlighed, når vi fjerner det romantiserede slør og ser på det med dybe øjne? I et digt, der tilskrives den mystiske digter Rumi, er kærligheden ikke begrænset til hjertet eller sindet – den siger, at den elsker med sjælen. Tidløse ord, der inviterer os til at reflektere over kærlighedens sande natur og dens sande dybder.
Når vi taler om kærlighed, tænker de fleste af os automatisk på hjertet. Hjertet som symbol på følelser, romantik, måske endda naiv dagdrømning. Men sande digtere, filosoffer og mystikere som Rumi ser ud til at opfatte kærlighed på et meget mere åndeligt plan. Denne digter, som levede i det 13. århundrede, lærer os, at ægte kærlighed rækker ud over vores tanker og følelser. Det overskrider virkelig alle jordiske opfattelser.
Rumi siger:
Hvad vil det sige at elske med sjælen? Betyder det, at ægte kærlighed ikke er begrænset til, hvordan nogen ser ud, eller hvordan de får os til at føle? Måske betyder det, at ægte kærlighed fører os til det, der er hinsides vores fornuft og hjerte, til noget større, noget, som vi måske ikke engang er i stand til rationelt at forklare.
En kærlighed, der ikke er dømt til at blive glemt
Det moderne samfund lærer os ofte, at kærlighed er flygtig. Som blomster, der visner over tid, kan kærlighed visne, hvis den ikke plejes. Hvor mange gange hører vi, at nogen "blev forelsket" og derefter "faldt ud af kærlighed" igen? Men hvis kærlighed ikke er begrænset til hjertet eller sindet, kan den så overhovedet være flygtig? Rumi minder os om, at den kærlighed, vi føler med sjælen, overskrider dødelighedens grænser. Det afhænger ikke af de flygtige følelser og udsving, som vi mærker i hverdagen.
At elske med sjælen betyder at elske uden forventning, uden frygt, uden behov for at kontrollere. Det er en kærlighed, der er rolig og stabil, da den ikke er forbundet med ydre påvirkninger. Man kan sige, at kærlighed med sjælen er den form for kærlighed, der ikke er bange for at forsvinde, selvom den måske ikke er synlig udenpå. Det er en kærlighed, der overskrider fysisk tilstedeværelse, tid og rum.
Når hjertet og sindet glemmer
Mange er bange for hukommelsestab, de er bange for at glemme en elsket, følelser, oplevelser. Men Rumi beroliger os med sin poesi – hvis vi elsker med vores sjæl, går vores kærlighed aldrig tabt. Vi kan glemme ansigtet på en elsket, vi kan også glemme de minder, vi skabte med dem, men den følelse, som kærlighed med sjælen bringer, vil forblive for evigt.
Denne kærlighed er næsten som et anker i os. I øjeblikke af tvivl, i øjeblikke hvor vores tanker er forvirrede af minder og smerte, når vores hjerter smerter efter tab, trækker sjælen os tilbage til denne kærlighed. Ikke fordi vi burde, men fordi vi er forbundet med hende på det dybeste mulige plan.
Kærlighed hinsides ego
At elske med sjælen betyder også lat elske uden forventning, uden betingelser. I en verden, hvor kærlighed ofte er betinget af præstation, skønhed eller rigdom, minder Rumi os om kærlighedens ubetingede natur. Sjælen kender ingen grådighed, ingen jalousi, ingen selviskhed. At elske med sjælen betyder at elske på en måde, der overskrider vores ego, vores behov for validering. Det er en kærlighed, der er fuldstændig fri for forventninger og krav.
Denne form for kærlighed er sjælden, men ikke umulig. Det er som et frisk pust i en verden, der ofte er mættet med overfladiske, flygtige forbindelser. Det inviterer os til at finde denne rolige, dybe kærlighed i os selv og udtrykke den i relationer, uden behov for konstante bekræftelser og komplimenter. Hvis vi elsker med vores sjæl, er vores kærlighed nok i sig selv.
Rumis søgen efter kærlighed i den moderne verden
Den moderne verden lærer os, at kærlighed er noget, der er fundet og tabt, noget, der skal have dramatisk begyndelse og lige så dramatisk afslutning. Men Rumi minder os om, at det er det ægte kærlighed er tavs, tidløs, konstant – det er ikke bundet til erindringer eller til billeder, men til en dyb, indre forbindelse. En sådan kærlighed er befriet fra ydre forhindringer, transcenderer sindet og hjertet og forankrer sig direkte i vores sjæl.
Når vi elsker med vores sjæl, elsker vi ud over egoet, ud over frygten, ud over vores egne begrænsninger. Og måske, netop i denne verden, hvor alt er så midlertidigt, har vi allermest brug for denne form for kærlighed – rolig, stabil og dyb. Den virkelige udfordring er, hvordan man finder det, og hvad der er endnu sværere, hvordan man holder det i dit hjerte og liv.
