Første gang du sårede mig, blev jeg. Hvorfor bliver vi ved, hvor vi bliver såret igen og igen?
Svaret ligger i frygt. Frygt for tomhed, frygt for det ukendte, frygt for at miste det, der engang var smukt. Men er det ikke et reelt tab at glemme, hvor værdifulde vi er for os selv?
Alle fortjener en kærlighed, der løfter dem op, ikke en, der æder dem op indefra. Men vi lader ofte vores frygt for det ukendte holde os i forhold, der ødelægger os.
I stedet for at vælge frihed vælger vi fortrolighed. I stedet for at gå, bliver vi. Hvorfor?
Fordi vi tror på, at håb er stærkere end virkeligheden.
Da du sårede mig første gang, burde jeg have forstået det kærlighed betyder ikke lidelse. I stedet for at stole på mine følelser, troede jeg på dine tomme løfter. Jeg troede, du ville ændre dig, at denne smerte bare ville være en prøvelse, vi skulle udstå. Men hver retssag var blot et nyt sår.
I øjeblikke af skuffelse sagde jeg til mig selv, at jeg var nødt til at holde ud. Den kærlighed er værd at kæmpe for. Jeg så ikke sandheden – at det ikke var mig, der havde brug for det, men dig. Du skal bevise, at jeg er vigtig for dig. I stedet bar jeg vægten af forholdet på mine skuldre.
Da du sårede mig anden gang
Du bør genkende mønsteret. Løfter uden handling var blot ord, der rungede i tomrummet. Men alligevel holdt jeg ved. Jeg ville ikke tro på, at en, jeg stolede på, kunne tage sig retten til at såre mig.
Jeg overbeviste mig selv om, at kærlighed ville være stærkere end din ligegyldighed. Jeg glemte, at kærlighed ikke er en konkurrence i tålmodighed. Kærlighed skal være gensidig, fuld af respekt og forståelse, ikke smerte, som vi retfærdiggør med smukke øjeblikke.
I stedet for at beskytte mig selv, blev jeg ved. Jeg var bange for at indrømme, at jeg var ved at miste mig selv. Jeg trøstede mig selv med tankerne om, at dette var en del af forholdet. Men det var ikke sandheden – det var et bedrag, som jeg tillod.
Da du sårede mig tredje gang, vidste jeg, at jeg var ved at blive en fange af min egen frygt
Jeg var bange for at sige fra, for at sætte grænser, for at sige, at nok er nok. I stedet gav jeg dig endnu en gang lov til at krydse en linje, der burde have været sat for længe siden. Den stilhed, jeg bevarede, var højere end noget skrig, jeg nogensinde havde holdt indeni.
Din berøring, som jeg engang forbandt med sikkerhed, er blevet kold og afslappet. De ord, du brugte til at overbevise mig om, at du holdt af, blev kun et ekko af dine handlinger - tomme, falske og uoprigtige. Det var første gang, jeg gav mig selv lov til virkelig at se på mig selv.
Hvem er jeg blevet? Og hvorfor tillod jeg det?
Svaret var enkelt: fordi jeg var tabt. På grund af dig begyndte jeg at tvivle på mig selv, mit værd og hvad jeg fortjener. Men det, jeg ledte efter hos dig – støtte, kærlighed og respekt – måtte jeg finde hos mig selv.
Hvorfor gik jeg ikke før? Fordi jeg løj for mig selv. Jeg løj for mig selv, at du ville ændre dig, at du ville opfylde dine løfter for en gangs skyld. Jeg løj for mig selv, at kærlighed kan ordne dig. Men kærlighed er ikke et værktøj til at rette op på nogen, der ikke ønsker det i første omgang. Kærlighed skal være et sted for vækst, ikke en slagmark, hvor vi påfører sår.
Jeg overbeviste mig selv om, at disse sjældne øjeblikke af ømhed var nok til at retfærdiggøre al smerten. At dine lejlighedsvise ord om bekendelse og omvendelse kan helbrede mig. Men det gjorde de ikke. De var blot et plaster til sår, der åbnede sig igen og igen.
Jeg indså, at jeg aldrig vil ændre dig, men jeg kan ændre mig selv. At jeg fortjener at leve et liv uden konstant smerte og skuffelse. At den kærlighed, der tærer på dig, ikke er kærlighed – det er en fælde, du selv har lavet.
Jeg gik. For første gang i lang tid følte jeg mig i live
Tårerne, der løb ned over mit ansigt, var ikke tårer af nederlag, men tårer af renselse.
Afrejsen var ikke let. Han var stille og tung, men der var brug for ham. Da jeg lukkede døren bag mig, hørte jeg mit hjerte, som var træt, men frit. Jeg begyndte langsomt at forstå, at det er mig, der kan sætte grænser. Jeg er den, der kan bestemme, hvem der kan komme ind i mit liv, og hvem der ikke kan.
