Indledning: Hvor mange gange er du blevet lært, at stilhed viser styrke? Ja, hvis nogen sårer dig, skal dit svar være stille, værdigt, næsten heroisk? Men hvad hvis jeg fortalte dig, at det ikke altid er rigtigt? At du ikke altid behøver at være den "større mand", når dit hjerte hamrer ud over smertekanten. At du har ret til at kæmpe, råbe og kræve respekt. Dette er måske en ny tanke for dig, men... prøv det. Giv din vrede en stemme, giv din smerte en form.
Livet overbeviser os om, at vi konstant skal bevare freden. "Reager ikke," sagde de. "Vær et bedre menneske," blev de ved med at gentage, som om det var den eneste måde at bevare dit værd på. Men der er noget frygteligt galt med denne besked. Stilhed er ikke altid en dyd, især når dine følelser bliver trampet på. Når nogen krydser dine grænser, så rejs dig op. Ikke flere sammenbidte tænder, ikke mere at give efter for "fredens skyld". Nok er nok.
Vi befinder os ofte i situationer i livet, hvor det forventes, at vi lader tingene glide forbi – som vand over en sten. "Åh, hvad skal du gøre," siger de. "Vi laver alle fejl." Men hvem gav dem ret til at bestemme, hvornår min smerte er berettiget? Hvorfor skal jeg altid sætte mig selv i rollen som den, der fortærer alt, mens andre nyder komforten af min stilhed?
Når nogen sårer dig, fortjener du at sætte din stemme før høflighed. Nogle gange er det okay at bytte venlighed ud med hårdhed, hvis du sætter en grænse. Hvorfor? Fordi din værdighed ikke er til forhandling. At være den "større mand" kan være ekstremt udmattende, når det forventes, at du konstant giver, konstant tilgiver. Tag et øjeblik og tænk: er det det værd?
Jeg husker det øjeblik, hvor jeg først besluttede at bryde denne onde cirkel. Det var næsten befriende. Min stemme, der tidligere var låst et sted dybt i mig, fandt pludselig vej. Og han var ikke stille. Den var kraftfuld, fordi den udtrykte den smerte, der havde akkumuleret gennem årene. Måske var mit svar for råt, for intenst til en, der ventede bare endnu et af mine tavse "det er okay, bare rolig". Men det var ikke rigtigt. Og jeg fik nok.
Misforstå mig ikke – jeg går ikke ind for konstant konflikt eller vredesudbrud. Langt fra det. Men min pointe er, at man ikke fortjener altid at være den person, der fejer ting under gulvtæppet, mens man syder indeni. Du fortjener at blive hørt. Du fortjener at beskytte dit hjerte og din sjæl, selvom det betyder, at du en dag vil blive set som et "dårligt menneske" i øjnene på dem, der er såret af sandheden.
Mange gange tænkte jeg på, hvad der ville være sket, hvis jeg havde forholdt mig tavs. Ville det være nemmere? Ville du beholde flere venner? Måske. Men de venskaber, der kun overlevede, fordi jeg spillede den bedre person hele tiden, var ikke venskaber, jeg ville beholde. De var giftige forhold, hvor en person konstant tog og den anden gav. Der er ikke noget galt med gensidig tilgivelse, men når nogen gentagne gange har trådt dine fødder, nytter det ikke noget at vente på en undskyldning, der aldrig kommer.
Det er derfor, jeg siger til dig: når du er såret, så tag ikke altid den nemme vej ud. Nogle gange er det sværere at skrige, vise tænder, men det er din ret. Lad dem ikke tage din værdighed fra dig under dække af "fred". Du er vigtig. Dine grænser er vigtige. Og hvis det kræver lidt kaos, så må det være.
Så næste gang nogen skubber dig ud over kanten – lad være med at spille helten i stilhed. Sig din mening, skrig din. For nogle gange, når man afviser den "højere vej", finder man kun rigtig sin egen vej.
