Hvorfor ender jeg altid alene? Hvorfor er det, at hver gang jeg forsøger at have et dybt forhold, fejler noget inde i mig?
Jeg sidder stille og tænker. Hvorfor slutter hvert forsøg på et forhold, før det virkelig tager fart? Jeg ved godt, at problemet ikke ligger hos andre. Det er ikke hos dem, der rejste, og heller ikke hos dem, der ønskede at blive. Problemet er et sted i mig. Jeg kan ikke være i et forhold. Det er en tanke, der følger mig som en skygge.
Jeg føler mig ængstelig, hver gang nogen nærmer sig
Mit sind spekulerer på, om jeg bliver god nok, om jeg vil skuffe, eller om jeg bliver såret igen. Disse tanker skyller ind over mig, og jeg sætter vægge op, før nogen har en chance for at komme tæt på. Ironisk nok længes jeg efter nærhed, men frygter det på samme tid. Denne indre konflikt er som en knude, jeg ikke kan løse.
Nogle gange var jeg sikker på, at jeg simpelthen ville finde kærligheden. Det forekom mig, at det ville ske af sig selv – som i historierne, hvor man møder den rigtige, og alt falder på plads. Men med årene indså jeg det kærlighed kræver mere. Det kræver sårbarhed, tillid og åbenhed. Og disse ting er de sværeste for mig.
Jeg bærer spor af tidligere oplevelser dybt inde i mig
Disse sår minder mig konstant om, at det ikke altid er sikkert at åbne mit hjerte. En af mine første kærligheder endte i stilhed – ingen forklaring, ingen lukning. Jeg tænkte længe, hvad jeg gjorde forkert, og bebrejdede sig selv for hans afgang. Denne følelse følger mig den dag i dag. Jeg frygter, at jeg bliver skuffet igen eller endnu værre, at jeg bliver den, der skuffer.
Nogle gange er den sværeste del at indrømme, at jeg måske ikke engang ved, hvad det vil sige at være i et rigtigt forhold. Jeg ved, hvordan man viser hengivenhed, hvordan man gør nogen glad et øjeblik, men hvordan skaber man et varigt bånd? Her er jeg ledsaget af en følelse af ikke at vide. Måske var jeg altid mere fokuseret på, hvad andre havde brug for og overvejede aldrig rigtig, hvad jeg selv havde brug for.
Hver gang jeg bliver involveret i noget nyt, føles det, som om jeg afspiller den samme historie
Først spænding og forventning, så frygt og tvivl, som får mig til at løbe. At løbe væk fra nærhed, fra muligheden for, at nogen virkelig lærer mig at kende. Nogle gange skammer jeg mig over at indrømme, at jeg vil have kærlighed, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal beholde den.
Jeg ved, det er okay, hvis jeg ikke ved alt med det samme. Ingen er født med forholdsinstruktioner. Det, der tæller, er viljen til at lære. Jeg begyndte at stille mig selv spørgsmål: Hvorfor er jeg bange? Hvad vil jeg egentlig? Jeg er langsomt ved at indse, at nøglen til et forhold ikke er perfektion, men ærlighed.
Da jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg ikke ved, hvordan jeg skal være i et forhold, indså jeg, at svaret ligger i mig. Hvis jeg ikke lærer at elske og acceptere mig selv, vil jeg altid tvivle på andres kærlighed. Kærlighed er ikke perfektion – kærlighed er en proces. Og den proces begynder for mig lige her, lige nu.
Jeg ved, at jeg stadig har meget arbejde at gøre. Jeg skal lære at skabe relationer trin trin for trin, vær tålmodig med andre og med dig selv. Men nu forstår jeg, at dette ikke er et tegn på fiasko. Det er et tegn på vækst. hvert øjeblik, når jeg tillader mig selv at være sårbar, er det en sejr. Og måske vil jeg en dag indse, at jeg trods alt kan være i et forhold. Indtil da fortsætter jeg denne rejse – langsomt men sikkert.
