Da jeg fandt ud af, at han var sammen med hende nu, skyllede en bølge af smerte, som jeg ikke kunne have forudset, ind over mig. Det var ikke bare et simpelt partnerskifte – det var følelsen af, at jeg var blevet slettet fra hans liv, som om jeg aldrig havde haft en vigtig plads i hans hjerte. At se mit tidligere liv fortsætte med en anden kvinde var som at se min egen historie fra et fjernt synspunkt, uden mulighed for indflydelse.
Jeg troede naivt på, at jeg var unik for ham, noget særligt. Måske endda uerstattelig. Men det øjeblik, jeg lærte om hende, fordrev disse illusioner. Det handlede ikke om at sammenligne udseende eller kvaliteter – det handlede om at vide, at det ikke var mig, der skulle vælge, når det blev hårdt. Denne erkendelse efterlod dybe ar i mit hjerte.
Da jeg så ham med hende, stoppede verden et øjeblik. De stod der og smilede, som om de var helt synkroniserede, mens jeg stille og roligt så på fra skyggerne. Jeg har altid troet, at hvis jeg prøvede hårdt nok, kunne jeg beholde ham – at jeg ville være smuk nok, perfekt nok, til at han ville blive hos mig. Men jeg var ikke klar over, at hans hjerte allerede var gået, før han lukkede døren bag sig.
Det, der gør mest ondt, er, at jeg stadig troede på os, selv da vi længe var væk. Timer, dage, år med at forsøge at gøre tingene rigtigt – for nu at se ham erstatte mig med hende, som om jeg blot var et af mange stop på hans rejse. Men hun... det var hende, der formåede at bringe ham hjem.
Jeg tænkte ved mig selv, at han elskede mig på grund af min energi, mit smil, på grund af alt, hvad jeg bragte ind i hans liv. Men nu ser jeg, at han ledte efter noget andet – noget, som jeg ikke kunne være. Det gør ondt, når du indser, at du ikke er nok, uanset hvor meget kærlighed du lægger i, hvor meget du prøver. Det handlede ikke om at vinde eller tabe. Det var, at vi begge var fortabt for længe siden, men det var mig, der ikke vidste, hvordan jeg skulle sige farvel.
Måske var jeg ikke den rette person for ham. Måske kunne jeg aldrig have været det. Og det er det, jeg forsøger at acceptere nu – at kærlighed nogle gange er uperfekt, fuld af revner, som du ikke kan reparere, uanset hvor meget du vil. Hun er der, hvor jeg engang stod, og selvom det har knækket mig, er jeg langsomt ved at forstå, at det kan være en del af vejen til min egen frihed.
