Forestil dig et øjeblik, hvor du kunne se på verden uden den konstante dømmekraft i dit hoved. Uden den umiddelbare reaktion: "Han er uhøflig, hun er overfladisk, det er forkert, det er rigtigt." Krishnamurti sagde engang, at evnen til at observere uden at dømme er den højeste form for intelligens. Men seriøst – hvor mange gange har du egentlig prøvet det? I en verden, hvor domme er vores daglige måltid, er vi blevet afhængige af meninger som koffein: uden dem føles det, som om en del af vores identitet mangler. Er det virkelig sådan?
