Du lærte mig mere, end jeg nogensinde havde forventet. Det var ud fra dine handlinger – ikke dine ord – at jeg skabte den verden, jeg nu bærer med mig. Ingen forklaring, ingen instruktioner. Bare med det, du var.
Vores forhold behøvede ikke store ord, afklarede statusser eller vage løfter. Han var stille, men hel. På en eller anden måde ubeskriveligt. Du var der, selv når du ikke sagde noget.. Og det var netop i dette, at jeg begyndte at forstå mere end i alle forklaringerne tilsammen. Ikke fordi du vil vise mig noget. Men fordi du simpelthen var den, du er.
Du gav ingen instruktioner. Du fiksede det ikke. Du fulgte bare efter mig. Og i dette følte jeg for første gang, hvad det vil sige at blive set uden at dømme. Din mangel på pres gav mig plads til at blive den, jeg er. Ikke på grund af dig. For mig selv – med dig. Ved ikke at bede om noget, fik du det meste ud af det.
Det var ikke kærlighed i klassisk forstand.
Det var ikke brændende, det var ikke kaotisk. Det var ikke et eventyr. Men hun havde ret.. Familie. Stille. Fundamental. Som noget, der ikke behøver en forklaring. Det var i, hvordan du lod mig gå mine egne veje. Og hvordan du stadig blev ved min side, da jeg faldt. Ikke som en frelser. Som en der forstår, at folk nogle gange bare har brug for nogen til at se dem – selv når de er triste.
Dine vaner har stille og roligt bosat sig i mig.
Alt det jeg ikke bemærkede, før du var væk. På den måde jeg satte koppen på. I den pause før svaret. På den måde foretrækker jeg nogle gange at trække mig tilbage i stedet for at forklare. Du tog ikke noget fra mig – du gav mig en del af dig selv, der langsomt smeltede sammen med min.. Ingen tvang. Intet formål. Du blev bare indeni mig, som en stille vane, som du aldrig indser, før du savner den.
Magt uden teater
Din strøm var ikke støjende. Du blev, da det ville have været nemmere at forlade dig.. Og det var præcis den lektie, jeg havde brug for – at stabilitet ikke behøver applaus. At kærligheden ikke skriger. Og den sikkerhed er ikke prangende, men pålidelig. Din tilstedeværelse har vist mig, at man ikke behøver at vinde for at være god nok. Du skal bare være – hel, uperfekt, men sand.
Du rettede mig ikke – du hjalp mig med at finde mig selv.
Da jeg var forvirret, vejledte du mig ikke. Du løb bare ikke væk. Og det er præcis derfor, jeg turde blive. Du lærte mig ikke, hvordan man lever. Du viste mig, at jeg kan leve mit eget liv.. Og det er den stærkeste gave, et menneske kan give til et andet. Ikke kommanderende. Ikke instruktioner. Bare et rum hvor jeg kan trække vejret, vokse, falde, komme tilbage – og forblive mig.
Du blev, selvom du ikke længere er her.
Din stille tilstedeværelse giver stadig genlyd i mig. Ikke som nostalgi. Ikke som et sår. Som noget, der var værdifuldt og satte sine spor. Jeg går fremad. Alene, men ikke tom. Fordi jeg har noget, der ikke har noget navn – og alligevel ved jeg, at det er dit.
Du er ikke en historie, der behøver at slutte. Du er den del af mig, der taler, selv når alting bliver stille.
