Da Brad Ingelsby og Mark Ruffalo slår sig sammen, sker der noget, der får Scorsese til at sige: "Åh ja." Velkommen til "The Task", HBO's seneste prestigefyldte drama, der brutalt dissekerer Amerikas hjerte med en kniv, der ikke bare skærer kød, men også sandhed.
Det er ikke kun vejret, der regner i Philadelphia – det er Opgave Det regner med slag, skudsalver og moralske dilemmaer. Brad Ingelsby, manden der chokerede os med Hoppe af Eastown, vender tilbage med en ny historie fra det samme barske arbejderklassemiljø, hvor folk er mere vant til beskidte hænder end høje idealer. Denne gang spilles hovedrollen dog ikke af Kate Winslet med en cigaret i munden, men Mark Ruffalo, der spiller en træt, men målrettet FBI-agent – en mand, der tilsyneladende aldrig mangler mørke cirkler, ansvar og interne konflikter.
Roller der brænder (og også ulmer lidt)
Ruffalo er ikke den eneste stjerne i denne rå opera om krimi og eksistentialisme. Tom Pelphrey – den ufølsomme tåbe fra Ozark – her stråler han som en “normal” far, der leder en række brutale røverier. Hans præstation er et perfekt studie i forrådnelse: hvor langt kan en mand gå, før hans moralske kompas svigter ham – hvis han nogensinde har haft et?
De får støtte fra et enestående hold: Emilia Jones (CODA) som en nykommer, der gerne vil tro på systemet (men åh, hvor hun ikke vil få succes), Martha Plimpton som en ubarmhjertig chef, og Raúl Castillo, der for tredje sæson i træk spiller en mand, der tydeligvis ved noget, han ikke burde vide.
Det er ikke bare en forbrydelse, det er en amerikansk kriminalitet.
Opgave er meget mere end en proceduremæssig proces. Det er ikke NCIS, hvor du får hver sag pakket ind på 42 minutter og med en lykkelig slutning. Ingelsby insisterer på autenticitet: Philadelphia er ikke bare en kulisse, det er en karakter i sig selv – med sine betongader, tomme barborde og mennesker, der stadig tror, at i morgen måske bliver en bedre dag. (Spoiler: det bliver det ikke.)
I løbet af ti episoder opbygger serien langsomt, næsten smertefuldt, en fortælling, der fletter familiedrama, kriminalitet og spørgsmål om identitet sammen. Hvornår bliver man et monster? Og hvem har ret til at sige, at man er blevet et?
Instruktion der ånder med manuskriptet
Jeremiah Zagar og Salli Richardson-Whitfield overdriver ikke med deres instruktion, hvilket er en kompliment i dette tilfælde. Kameraet dvæler ofte ved karaktererne et sekund for længe – lige nok til at få os til at føle vægten af hver eneste beslutning, hver eneste sætning, der udåndes. Visuelt er serien mørk, men aldrig deprimerende. Som om Fincher ville filme Tråden, hvis du beder ham om at holde tilbage.
Den mærkede produktionsvægt
Produktionen er bakket op af store navne – fra Ruffalo, der tydeligvis ved, hvordan man står bag kameraet, til de erfarne producere WIIP og Public Record. Resultatet? En serie, der dufter af prestige, men ikke er snobbet. Som den dyreste jakke fra en genbrugsbutik: sofistikeret, men gennemprøvet.
Opgave er mere end bare en serie. Det er et spejlbillede af det moderne Amerika – ødelagt, blodigt og, værst af alt, ægte.
Hvis du er Hoppe af Eastown vil gøre dig deprimeret, Opgave gjorde det samme ... bare denne gang vil du nyde det endnu mere. Gør dig klar til mandage den HBO Maxnår du ikke ser serien – vil du følteOg når det er slut, vil du have lyst til at starte forfra. Ikke fordi der er noget uforståeligt, men fordi du vil tro på, at det kunne have endt anderledes.
Men som Philadelphia siger? "Drømme er for folk, der har råd til dem."
