Du bliver langsomt træt. Ikke i ét skridt, men i tusindvis af små. Når man giver lidt mere hver dag. Til dig selv. Når du presser grænser, du lovede dig selv, at du aldrig ville overskride. Når du tier stille for at undgå konflikt. Når du smiler, selvom du mærker en tåre i halsen.
Den sidste gang sker ikke pludselig. Det kommer langsomt. Det kommer ikke som en beslutning, men som en erkendelse.. Den siver langsomt gennem små sprækker, hverdagens stilhed, lange aftener uden udsigt. Med års skuffelser, der hober sig op som støv.
Med måneders tavshed, der skriger højere end noget argument. Med uger hvor jeg har overbevist mig selv om, at det måske stadig er muligt... at der måske stadig er håb i mørket, der omgiver os... ...at vi ikke er helt forsvundet endnu til hinanden fra hjertet.
Det sker langsomt.
Den står bare stille for sidste gang. I luften, mellem os, som noget vi begge føler, men ikke siger. Som en usynlig tåge, som vi begge ser, men lader som om, den ikke er der. Som en smerte, der bliver så hverdagsagtig, at man knap nok lægger mærke til den.
Jeg var træt.. Træt ind til bunds. Fra ubesvarede forklaringer, som f.eks. breve sendt til den forkerte adresse. Fra meningsløse kram, der bare er blevet en vane, ikke en nødvendighed. Fra at se dig drive væk, mens du for længst var væk et andet sted, i en verden du ikke inviterede mig til. Det er som om du kigger igennem mig, som om jeg er blevet usynlig.
Dit fravær var værre end nogen afrejse.. Fordi du var her, men samtidig var du ikke. Fordi jeg kunne række ud efter din hånd, men ikke dit hjerte. Fordi jeg kunne høre din stemme, men ikke dine tanker. At være alene er én ting, men at være ensom med en, man elsker, er en særlig slags helvede.
Jeg var der.
Med en krop, der stadig ventede på din røre ved. Med et hjerte, der stadig håbede på et mirakel, selvom fornuften for længst havde kendt sandheden.
Alt jeg ville sige til dig, har jeg allerede fortalt dig hundrede gange.. På hundrede måder. Med ord, med blikke, med berøringer, med tårer. Og du – igen og igen – hørte ikke. Hørte du... og det rørte dig ikke. Det er som at kaste småsten i en afgrund og vente på et ekko, der aldrig kommer.
Jeg talte ikke igen den dag.
Jeg har ikke overbevist dig længere. Jeg spurgte dig ikke længere, hvor du var - fordi jeg vidste det. Du var der, din krop optog rummet, men dit sind var et andet sted. Men du var ikke sammen med mig længere. Du var en jeg sad ved siden af, men alligevel følte jeg mig ... alene. Som fremmede, der deler et rum, men ikke længere har noget til fælles.
Jeg mødteat jeg er blevet en vane for dig. Intet mere valg, intet mere begær, ingen flere prioriteter. En person, der er der. Hvem vil altid være der. Som en del af lejligheden, som man ikke længere lægger mærke til. Og du holdt op med at vælge. Bare dig - ved siden af mig. Ikke med mig. Det er som om, vi er to mennesker, der bor parallelt, men ikke rigtig ser hinanden længere.
Og så… stoppede jeg
Ikke af vrede, der søger hævn. Ikke af had, der ønsker smerte. Simpelthen fordi jeg ikke kunne klare det mere.. Fordi der var for meget tomhed mellem os, som intet kram kunne fylde. For meget stilhed til at ingen samtale kunne overdøve. Den stilhed, hvori en person går i opløsning – langsomt, umærkeligt. Dem hvor du er i det samme rum, men du er ikke længere til stede indeni, bare et ydre billede af, hvad du engang var.
Jeg gik.
Intet drama. Ingen ord, hvilket blot ville gentage, hvad der allerede er blevet sagt. Fordi jeg allerede har sagt alt, hver anmodning, hvert håb, hver advarsel. Fordi du har hørt det hele før, som en der ikke vil høre sandheden.
Sidste gang jeg kæmpede for os... At det største bevis på kærlighed nogle gange ikke er at blive, men at gå - når man ved, at man ikke længere er solen for den anden, men skyggen.
