Nu er du bare en fremmed, der kender alle mine hemmeligheder: The Irony of Lost Love

Jeg troede dengang, at jeg havde fundet en, der forstår mig, som accepterer mig, som jeg er, og som aldrig vil forråde mig. Jeg var overbevist om, at jeg havde fundet min soulmate.

Da jeg begyndte at afsløre mine dybeste tanker og følelser for dig, følte jeg mig sårbar, men samtidig befriet. Den tillid, jeg havde til dig, var uendelig. Jeg troede på, at du altid ville være ved min side, uanset hvad. Det var, som om hun åbnede døren til sin sjæl og inviterede dig ind.

Men livet har sine egne planer og tester os ofte på måder, vi ikke kan forestille os.

Du blev pludselig anderledes

Samtalerne blev kortere, dit blik blev koldt, dit grin mindre ægte. Først lukkede jeg øjnene, jeg ville ikke tro på, at vores forhold var ved at ændre sig. Men langsomt måtte jeg acceptere sandheden – vores tillid – forholdet var ved at falde fra hinanden.

Den smerte, jeg følte ved erkendelsen af, at vi var ved at blive fremmede, var umådelig. Det var, som om min verden styrtede sammen. Men til sidst indså jeg, at ingen kunne hjælpe mig undtagen mig selv.

Jeg begyndte at fokusere på de ting, der gjorde mig glad, på de mennesker, der stod ved siden af mig. Jeg indså, at jeg ikke har brug for en anden for at være hel. Den smerte, jeg følte fra dit forræderi, aftog langsomt forvandlet til styrke, til en uvurderlig oplevelse.

Jeg indså, at din adfærd ikke definerer mig. Mine hemmeligheder er en del af mig, men de definerer ikke, hvem jeg er. Du kan bære disse hemmeligheder, men du kan ikke bære min styrke og min vilje til at leve.

Hver ende bringer en ny begyndelse

Dette gav mig muligheden for at genopdage mig selv, at bygge nye relationer på et fastere fundament. Jeg lærte, hvor vigtigt det er at være tro mod mig selv, hvor vigtigt det er ikke at miste min identitet i søgen efter kærlighed.

Selvom jeg blev dybt såret over dit forræderi, er jeg på en måde taknemmelig.

Taknemmelig Jeg er for de lektier, jeg har lært, for den styrke, jeg har opdaget i mig selv. Jeg lærte at tilgive – ikke dig, men mig selv. Jeg tilgav mig selv for at stole på dig, for at elske dig betingelsesløst. Jeg tilgav mig selv for mine fejl og befriede mig derved fra fortiden.

Nu hvor du kun er en fremmed, ser jeg tilbage på vores fortid med blandede følelser. Smerten er væk, det eneste, der er tilbage, er minder, der minder mig om, hvor langt jeg er nået. Hvert skridt, hver tåre, hver tanke var en del af rejsen, der bragte mig til dette øjeblik.

Hver slutning er en ny begyndelse, endnu bedre, endnu smukkere – fuld af kærlighed og lykke. Tro på det!!! Farvel fremmede!