Noah Hawleys “Alien: Earth” (FX/Hulu) bringer handlingen hjem: til år 2120, to år før den originale film. Da forskningsskibet USCSS Maginot vender tilbage efter 65 år i kryogenik, eksploderer et mareridt på Jorden – drevet af megavirksomheder. I centrum er Wendy (Sydney Chandler), et barns bevidsthed i en voksen syntetisk krop, og en verden hvor toprovdyr ikke bare gemmer sig i skakter.
Hawley-serien Rumvæsen: Jorden er et ambitiøst, men smart "tværsnit" af "Alien"-sagaens DNA: respektfuldt over for Ridley Scotts mytiske æstetik, men med sin egen idé om, at de virkelige monstre faktisk er de virksomheder, der har erobret planeten. Handlingen foregår i år 2120, blot to år før begivenhederne i den første film, og den begynder på sikker og velkendt grund – i indvoldene af virksomhedsskibet Weyland-Yutani, hvor besætningen på Maginot tæller månederne ned til deres tilbagevenden til kredsløb ... indtil sensorer går amok, protokoller bryder sammen, og "prøverne" pludselig fejes direkte til Jorden. Så begynder sandheder og ribben at knække.
Det friskeste ved "Alien: Earth" er, at serien ser seriøst på, hvordan en verden på Jorden ser ud, når lande blot er grene af en virksomhedsjungle. Prodigy City – også omtalt i serien som New Siam – er en vandig metropol af kanaler, neonbroer og en døende middelklasse, bygget fra thailandske steder, der giver serien en organisk, håndgribelig tekstur. Dette er ikke en steril fremtid; dette er en retrofuturistisk dystopi, hvor virkeligheden sveder. Den visuelle signatur kombinerer praktiske effekter og tankevækkende CGI, så bæsterne føles naturtro, og byerne føles slidte og virkelige.
Hawley sparede ikke på de store idéer. “Alien: Earth” beskriver tydeligt morgendagens tre “typer” af mennesker: cyborgs, syntetiske væsener og hybrider – sidstnævnte er den mest spændende og moralsk uhåndgribelige. Wendy (Sydney Chandler) er et barn, der er transplanteret ind i en voksen syntetisk krop, den første “succesfulde” hybrid og historiens følelsesmæssige centrum. Hendes dynamik med sin bror Hermit (Alex Lawther), den beskyttende, kolde syntetiske Kirsh (Timothy Olyphant) og den forvirrende verden omkring hende viser, at serien ikke kun handler om overlevelse, men om hvad det vil sige at være menneske.
Hvis vi i "Alien" normalt kæmper mod ét monster og ét hemmeligt memo, får vi her et helt økosystem af monstre og memer. Hawley introducerer nye kreationer ved siden af xenomorpherne og arrangerer dem i en dramatisk bue, der eskalerer fra kabinets-hvisken til bypanik. Det fungerer overraskende godt – dels fordi rædsel fødes af ideer (udødelighed som produkt) og først derefter af tænder. Ja, blodet sprøjter igen, men det er den kolde logik, der svier mest. +
Nøglen til denne verden er drengetrillionæren Boy Kavalier (Samuel Blenkin), administrerende direktør for Prodigy, der kalder sit laboratorium "Neverland" og hybridbørnene "Lost Boys". "Peter Pan" er ikke bare en joke for forfatterne; det er en rød tråd om evig barndom, magt uden ansvar, og de længder virksomheder vil gå til for at besejre døden. De første episoder kaldes derfor meget passende "Neverland" og "Mr. October" – drilske og uhyggelige på samme tid.
Branchens parametre er også finjusteret. Serien er produceret af FX, Ridley Scott er executive producer, og musikken er af Jeff Russo, hvilket kan høres i de pulserende, kolde linjer, der holder tempoet mellem stilheden i luftskakterne og handlingens dunken. Resultatet er fjernsyn med en filmisk kornstruktur: magtudsagn genlyder i lave toner, mens Maginot-holdet mister kontrollen, og Prodigy forvandler mennesker til produkter.
Hvad angår premieren og "hvordan man ser den": "Alien: Earth" havde premiere den 12. august med en dobbeltudsendelse på FX og Hulu (internationalt på Disney+); den første sæson har otte episoder, der udgives ugentligt indtil finalen den 23. september. Listen over titler – fra "Metamorphosis" til finalen "The Real Monsters" – viser fint, hvor Hawley er på vej hen: til spørgsmålet om, hvem de virkelige monstre er, når lyset tændes.
Rollebesætningen er fremragende udvalgt og international: Udover Chandler, Olyphant og Lawther stråler Samuel Blenkin, Essie Davis (Dame Sylvia) og Adarsh Gourav (Slightly) og danner et ensemble med en undertone af skrøbelighed og fare, hvor alle skjuler noget. Det er præcis sådan, "Alien"-serien bør ånde: med en behersket hvisken før skriget.
Modtagelse? Indtil videre imponerende. Sæsonen har en 94 % på Rotten Tomatoes (baseret på omkring 78 anmeldelser), og Metacritic har en solid 85, hvilket allerede skubber serien ind i "must-see"-territorium. Dette er ikke bare tal; de betyder, at eksperimentet - en filmfranchise i et premium-tv-format - er lykkedes, fordi det ikke bare har kopieret, men fuldstændig udvidet verden.
Hvis “Alien: Romulus” bragte xenomorfen tilbage til biograferne sidste år, beviser “Alien: Earth”, at fjernsyn kan opbygge en bredere biotop af frygt og ideer. Førsteklasses produktion (Thailand i al sin mangfoldighed), rig lore (New Siam/Prodigy City) og overvejelse af udødelighed som forretningsmodel fungerer som en enkelt, smukt kalibreret maskine. Gyser er et spørgsmål om fysiologi; de ultimative bæster – og ikke overraskende – tages højde for gennem regnskab. Hvis du spekulerer på, hvor serien ender, antyder navnet på finalen nok: “De Ægte Monstre.” Så indrømmer vi måske endelig, at de farligste rovdyr er dem, der underskriver lønsedlerne.
