"Det, vi engang nød, kan vi aldrig miste. Alt, hvad vi elsker dybt, bliver en del af os." - Helen Keller
Hvis jeg lader dig ud af mine tanker, betyder det ikke, at jeg er holdt op med at elske dig, men at jeg har besluttet mig for at befri mig selv fra fortidens lænker og mareridt.
Jeg ville give dig alt, hvad jeg havde, men det føltes lidt mærkeligt. Jeg følte, at jeg ventede på regn midt i ørkenen. Jeg indså, at jeg spildte min tid, energi og kræfter. I stedet for at vente på dig og håbe på, at du ville komme tilbage, besluttede jeg mig for simpelthen at lade dig gå, for at tilgive dig – dig og mig selv.
Det giver ingen mening at holde fast i noget, jeg faktisk ikke har. Og jeg har ingen garanti for, at du nogensinde kommer tilbage. Jeg har været fanget i så lang tid, og det er tid til, at jeg fokuserer på mig selv nu. Du tager dig af dit liv, og jeg tager mig af mit. Jeg har brug for et lykkeligere og mere fredeligt liv. Jeg er nødt til at gøre dette, ikke for dig, men for mig selv.
Livet med dig var fyldt med fejl og vanskeligheder, men ikke nok med det. Det var en kombination af op- og nedture, men aldrig fortvivlelse. Det var et utroligt og ustoppeligt rod, som jeg nød, og vi skabte de smukkeste historier. Det var en karruseltur, der gjorde mig svimmel. En spændende rejse, som jeg aldrig ville fare vild på, og et eventyr, som jeg vil savne.
Men det er det – universet, skæbnen – greb ind, og der er intet jeg kan gøre for at ændre det, hvad der skete, skete.
Hvis det er bedst for mig at lade dig gå, så er jeg nødt til at gøre det. Jeg vil ikke give dig chancen for at se mig i min svaghed. Jeg er nødt til at være frygtløs og stærk i mødet med min egen skrøbelighed.
Jeg vil bruge denne mulighed til at vokse, til at indhente den tabte tid, til at opdage nye ting, til at opbygge nye relationer, til at skabe nye vidunderlige minder, især med venner og familie.
Jeg vil opnå alle de ting, de øjeblikke, der ligger foran mig, og blive den kvinde, jeg var, før jeg mødte dig. Stærk, optimistisk, glad, selvsikker.
Alle de tårer, vi græd, og alle de problemer, vi stod over for, var broer til noget mere ekstravagant. Jeg tror på det. Alle de historier, vi skabte, de ønsker, vi havde. Alle de mål og smukke minder, vi samlede, delte, var vidunderlige ting, der altid vil forblive i vores fortid. De er en del af os, som ingen nogensinde kan tage fra os. Jeg sværger, de var alle sande, korrekte, og vi var ægte. Vi var et tandem.
Men nutiden er anderledes. Det er bare dig og mig.
At jeg beslutter mig for at lade dig ud af mine tanker og sætte mig selv først, betyder ikke, at jeg vil holde op med at elske dig. For et sted i baghovedet har du stadig en plads, ligesom du har et sted i en skjult del af mit hjerte. Du har efterladt et mærke på mig, som ingen kan erstatte.
Jeg vil altid elske dig. Jeg vil elske dig på en måde, så jeg vil acceptere dig som den person, der forandrede mig, som inspirerede mig til at blive et bedre menneske og til at elske mig selv endnu mere. Jeg vil elske dig for det venskab og de øjeblikke, vi delte. For de følelser, du vækkede i mig, og for at være der for mig, da jeg havde brug for dig.
Jeg vil elske dig på en måde, der stadig vil efterlade en lille plads i dig – til dig, hvis vi nogensinde støder på hinanden om 5, 10 eller 20 år. Og så vil jeg med glæde høre din historie over en kop te eller kaffe.
Jeg ønsker dig alt det bedste, og jeg håber, du får alt, hvad du har drømt om. Fordi du trods alt stadig er den person, der engang troede på mig, stolede på mig og elskede mig af hele dit hjerte, sind og væsen.
