Hvem af os har ikke hørt kommentarer som "mor skar" eller "ligesom far"? Selvom mange af os forsøger at danne vores egen identitet og træde ud af vores forældres skygge, opfatter vi i visse øjeblikke deres gestus, stemmer eller vaner, som vi på en eller anden måde bærer med os. Men hvad påvirker os egentlig til at blive som dem – er det vores gener, det miljø, vi vokser op i, eller blot de mønstre, vi internaliserer gennem årene? Bliver vi som vores forældre med årene?
Bliver vi som vores forældre med årene?! Genetisk arv giver os både fysiske egenskaber og mange personlighedstræk. Forskning udført i psykologi og genetik viser, at gener påvirker personlighed og endda adfærdsmønstre. dr. Robert Plomin, en førende genetiker inden for forskning i genetiks indflydelse på adfærd, påpeger, at gener kan forklare omkring 50 % forskelle i personligheder mellem mennesker. Plomin mener, at genetik spiller en meget vigtig rolle i dannelsen af vores personlighed, hvilket også vises gennem ligheden med vores forældre.
Men genetik er ikke alt. Selvom visse personlighedstræk "nedarves", er deres udtryk også stærkt formet af vores livserfaringer, især i barndommen. Den kendte psykolog Jay Belsky bemærker, at arvelighedens indflydelse ikke er fuldstændig solid; det miljø, som barnet udvikler sig i, kan blødgøre eller styrke arvelige påvirkninger.
Familiemiljø: Første skridt til personlighed
At vokse op i et familiemiljø, hvor vi konstant udsættes for vores forældres vaner, værdier og reaktioner, former os stærkt. Børn efterligner deres forældre og adopterer adfærdsmønstre fra dem. Forældre er de første mennesker, der giver os følelsesmæssig støtte og struktur, så deres reaktioner, måde at kommunikere på og endda mønstre for problemløsning bliver vores "modeller" af verden.
Forskning udført af University of Michigan viste, at børn, der vokser op i et mere autoritativt miljø, har en tendens til at adoptere de samme mønstre senere i livet – både positive og negative. For eksempel, hvis forældre er i konflikt eller har problemer med følelsesmæssige udtryk, er børn mere tilbøjelige til at internalisere disse mønstre og føre dem ind i deres eget liv. Bliver vi som vores forældre med årene?!
Psykologiske mekanismer: Hvorfor efterligner vi?
En af de vigtigste psykologiske faktorer, der bidrager til forældrenes lighed, er tilknytningsteori. Psykiater og forsker John Bowlby udviklede teorien om, at børn udvikler grundlæggende mønstre for tillid, tryghed og lydhørhed gennem tidlige forhold. Disse tidlige tilknytningsmønstre dannes gennem relationer med forældre eller omsorgspersoner, som ofte overføres til vores voksne relationer.
Interessant forskning offentliggjort i tidsskriftet Psykologisk Videnskab, men peger på fænomenet ti af social læring. Denne teori er udviklet af Albert Bandura og understreger vigtigheden af efterligning. Forældre er de nærmeste "modeller" i vores barndom, så det er ikke overraskende, at børn ofte efterligner både positive og negative aspekter af deres adfærd.
Kan vi bryde familiemønstre?
Selvom mange af os ligner vores forældre på visse måder (eller bliver som vores forældre med årene), har vi altid evnen til at blive opmærksomme på disse mønstre og transformere dem, hvis det er nødvendigt. I dag er der mange måder at arbejde med sig selv på – fra psykoterapi til stresshåndteringsteknikker og udforskning af indre motivationer. Selvrefleksion er et vigtigt skridt mod at bryde væk fra familiemønstre, som ikke passer os.
Psykoterapeut Dr. Sharon Martin siger, at det er vigtigt at blive bevidst om, hvordan vi reagerer i stressede situationer eller i parforhold. Det er ofte, når vores internaliserede familiemønstre viser sig. Ved at føre dagbog, selvrefleksion eller behandling gennem terapi kan vi blive bevidste om disse mønstre, genkende dem og om nødvendigt bevidst ændre dem.
At acceptere arven, men skabe din egen vej
I sidste ende kan vi faktisk finde os selv i visse gestus, som vi ubevidst har adopteret fra vores forældre. Måske deler vi endda en lignende sans for humor eller måde at udtrykke os på. Men samtidig har vi mulighed for at bestemme, hvilke dele af ”familiearven” vi skal beholde, og hvilke vi vil ændre.
At blive "som vores forældre" kan være en berigelse eller en begrænsning, alt efter hvor meget vi er villige til at arbejde på os selv og blive bevidste om, hvem vi egentlig er. I sidste ende handler det om balancen mellem det vi "arvede" og det vi selv skaber. Under alle omstændigheder er beslutningen i vores hænder – vil vi følge vores forældre, eller vil vi skabe vores egen vej.
