Lad os være ærlige. Bilindustrien er blevet lidt ... deprimeret i de senere år. Alle producenterne konkurrerer om at lave den mest vrede, tungeste og dyreste elektriske kæmpe, der fylder lige så meget på vejen som en lille etværelseslejlighed. Og så er der Citroën. Mærket, der tilsyneladende er det eneste, der stadig drikker rigtig vin i frokostpauserne. De har introduceret Citroën ELO. Det er ikke en bil. Det er en mobil stue, der fortærede en McLaren F1 og besluttede sig for at leve i en Decathlon. Og ved du hvad? Den er helt fantastisk.
Lad os først se på tallene, for det er de eneste ting, der ikke vil være subjektive i denne artikel. Citroën ELO Den måler kun 4,10 meter (13,45 fod) i længden. For at sætte det i perspektiv: det er størrelsen på deres ë-C3, eller omtrent længden af en gennemsnitlig myldretid. Men franskmændene har brugt et gammelt trick – fordi bilen er elektrisk, og motoren sidder på bagakslen, har de strakt interiøret til det absurde.
Resultatet? De har klemt seks voksne ind i bybilens planløsning. Dørene åbner i modsatte retninger (såkaldte selvmordsdøre) uden en midterstolpe, hvilket skaber en åbning på 1,92 meter (6,3 fod) i bredden. Det betyder, at du ikke sætter dig ind i bilen, du bevæger dig ind i den.
"ELO går ikke ind for princippet om, at kunden skal tilpasse sig sit køretøj, men at køretøjet skal tilpasse sig kundens behov. Det er en sætning, jeg normalt hører hos mærker, der sælger køretøjer for 200.000 euro, men ikke hos folkets Citroën."
Førersæde: Egotrip eller geni?
Det er her, tingene bliver bizarre på den bedst mulige måde. Førersædet er placeret i midten. Centralt. Vi så det sidst i den legendariske McLaren F1 eller Gordon Murrays T.50. Bortset fra i modellen Citroën ELO Du jagter ikke en tophastighed på 300 km/t, men du vil herske over bytrafikken.
Hvorfor midterste? Fordi det giver det bedste udsyn, og fordi – bemærk – sædet kan drejes 360 grader. Når du ikke kører, vender du ryggen til passagererne, og pludselig er du ikke længere føreren, men vært for festen. Rattet er enkelt-eget (en hyldest til DS-gudinden fra 1955), og der er ingen instrumenter. Alt projiceres på en svævende film på forruden. Dette er den "Tech-Noir"-fremtid, vi har ventet på.
Den hellige treenighed: HVILE, LEG, ARBEJDE
Citroën hævder, at 95 %-bilen er et parkeret og ubrugeligt stykke metal. Citroën ELO ændrer det med et koncept, de kalder HVILE, LEG, ARBEJDE.
HVILE: I samarbejde med Decathlon (ja, den butik hvor man køber løbesokker) har de skabt et interiør, der kan forvandles til et soveværelse. To oppustelige madrasser lavet af "Dropstitch"-materiale (det samme som SUP-boards) er gemt i bunden. Taget kan åbnes, så man kan kigge på stjernerne. Dette er ikke at sove i en bil, fordi man gik glip af sit hotel; dette er glamping.
SPIL: Alt er modulært. Du kan tage bagsæderne ud og bruge dem til en picnic. Bilen har V2L (Vehicle-to-Load) teknologi, hvilket betyder, at ELO'en i bund og grund er et kæmpe bærbart batteri (powerbank), som du tilslutter en elektrisk grill, højttalere eller en DJ-boks til.
ARBEJDE: Siden vi lever i Zoom-tiden, forvandles ELO til et kontor. Midterkonsollen bliver til et laptopbord, og bilen bliver dit lydisolerede kontor med udsigt over havet (eller en parkeringsplads i Bitcoin, afhængigt af dit held).
Teknologi, der ånder med dig
Det er ikke bare en boks. Det er en smart boks. Goodyear udviklede Eagle Xplore-dækkene med SightLine til ELO. Sensorer i dækkene måler slid og tryk i realtid, og en LED på fælgen fortæller dig med farver, om alt er i orden. Endelig en bil, der kommunikerer med dig uden at bippe som en panisk robot.
Karosseriet bruger genbrugsmaterialer, herunder ekspanderet polypropylen (materialet der bruges i cykelhjelme) på kofangerne. Det er robust, let, og hvis du ridser det, vil du ikke græde, men du vil sige, at det har en "patina".
Konklusion: Hvorfor har vi brug for det?
Citroën ELO kommer sandsynligvis ikke i serieproduktion præcis som den er. Og det er en tragedie. I en verden besat af aggression, status og nappalæder er ELO lige så forfriskende som en kold augustdag.
Den er farverig, den er venlig, og den tager ikke sig selv for højtideligt. Den er et bevis på, at en bil ikke nødvendigvis bare er et middel til at komme fra punkt A til punkt B, men et sted, hvor vi rent faktisk bor. Hvis dette er fremtiden for elektrisk mobilitet – sjov, modulær og en smule finurlig – så har vi intet at frygte. Jan Macarol ville have en. Ikke til racerløb, men til de øjeblikke, hvor verden bliver for alvorlig, og du har brug for din orange boble af lykke.
Prisen? Uvurderlig, fordi det er et koncept. Men hvis de lavede den, ville den koste lige så meget som en veludstyret C3. Citroën, s'il vous plaît, gør det her.
