"Whataboutism" eller effekten af at aflede opmærksomheden er en kommunikationstaktik, hvor samtalepartneren ikke direkte reagerer på kritik, men tager emnet et andet sted hen – oftest med en modanklage. Det er en undvigelsesstrategi, hvor nøgletesen bliver irrelevant, da diskussionen skifter til spørgsmålet: "Hvad med dem, når de gjorde det samme?"
Hvad er whataboutism? Hvis en journalist spørger en minister på en pressekonference om sundhedsvæsenets dårlige tilstand, hører han ofte et svar, der lyder: "Hvorfor sagde du ikke noget, da flere klinikker blev lukket for ti år siden?" I stedet for et konkret svar får vi en tilbagevenden til fortiden og en diskussion af gamle sager. Effekten af dette er enkel, men effektiv – publikum mister fokus, og samtalen bliver en følelsesladet diskussion af gammelt nag, der ikke giver nogen løsninger på den aktuelle situation.
Et mesterværktøj til politisk infighting
Politisk diskurs er en reel grobund for "whataboutism". Når den nuværende regering modtager anklager om skandale eller fejl, kan vi næsten forvente et svar, der ligner: “Den tidligere regering gjorde det endnu værre!“ På den måde undgår de politiske eliter direkte ansvar og flytter debatten til en "konkurrence" om, hvem der har den længste liste af fejl.
Dette fænomen er ikke begrænset til politik. Det er også til stede i sociale diskussioner på netværk, hvor brugere kritiserer aktuelle begivenheder og ofte skriver: "Husker du i 2010, da det samme skete?" Ved at gøre det, i stedet for at håndtere nutidens problemer, genopliver vi fortiden og udvander derved diskussionen. Pludselig handler det mindre om, hvordan man løser problemerne og mere om, hvem der syndede først.
Hvorfor fungerer "whataboutism" så godt?
Grunden til, at denne taktik virker så ofte, er enkel: vi har mennesker et medfødt behov for retfærdighed og sammenligninger. Hvis nogen nævner det engang en anden gruppe gjorde noget lignende, giver dette anledning til følelsen af, at det måske ikke er rimeligt, at kun den ene side er ansvarlig for sine fejl. Den slags undskyldninger distraherer os med en stærk følelsesmæssig ladning – de minder os om uretfærdigheder fra fortiden, om klager, der stadig er friske. Som følge heraf er offentligheden opdelt i lejre, der graver gamle historier frem i stedet for argumenter for at løse problemet.
Hvordan undgår man spillet "Hvad med dem?"
Det første skridt i at overvinde "af whataboutism” er at erkende, at det er et trick, der fører væk fra pointen. Når samtalepartneren skifter emne, er nøglen at forblive rolig og bringe spørgsmålet tilbage til det oprindelige problem: "Det hele er interessant, men hvordan vil du løse det nuværende problem?" Det er vigtigt ikke at falde for følelsesmæssige sammenligninger, men at holde sig til fakta.
Mennesker tænker ofte, at vi vil besejre "whataboutism" med stærke kontraangreb, men i virkeligheden spiller vi hans spil. En rolig og fokuseret reaktion tæller mere end en følelsesmæssig reaktion. Ved at bruge verificerede oplysninger og klare spørgsmål kan vi holde os til emnet og ikke tillade diskussionen at glide i forvirring.
For bedre offentlig debat
Distraktionseffekten lærer os en vigtig lektie om, hvor let vi kan miste tråden i en samtale. I et samfund, hvor debatter bliver mere og mere ophedede og polariserede, er vi nødt til at genkende kommunikationstricks og lære at tænke kritisk. Dette er den eneste måde at forhindre, at vigtige spørgsmål efterlades ubesvarede. I stedet for at vende tilbage til spørgsmålet igen og igen "Hvad med dem?", må vi lede efter løsninger på spørgsmålet "Hvad kan vi gøre nu?"
Når vi ved, hvordan vi skal dæmpe fortidens stemmer og fokusere på nutiden, vil diskussionerne blive konstruktive og forandringsorienterede. Så bliver det politiske rum også mindre som en duel og mere som en platform for at finde løsninger
