Interview: Booka Shade - Nej, det er ikke farvel

Det er ti år siden, de udgav deres gennembrudsalbum Movements. Hvad føler du?
Vi fejrede faktisk Movements sidste år, albummet udkom i efteråret. Samtidig havde vi en del store optrædener, blandt andet på Sonar-festivalen i Barcelona. Det var absolut en fantastisk oplevelse, folk har i lang tid fortalt os, at vi skal genudgive dette album, fordi det betyder virkelig meget for dem. Sangene fra dette album får stadig positive reaktioner. Vi kiggede på alt, hvad vi har lavet i disse ti år, og lavede en slags refleksion. Vi har ikke rørt musikken, albummet er stadig relevant for os, som det er. Det er rigtigt, at der er blevet produceret nogle meget, meget gode remixes. Det ser ud til, at vi har lukket et kapitel, vi har arbejdet med denne musikgenre i ti år, det er tid til en forandring.

Apropos ændringer, så afslutter Galvany Streets seneste album på en måde din kærlighedsaffære med technomusik.
Det har vi ønsket at gøre i lang tid. Men det betyder ikke, at vi ikke vil spille eller producere technomusik længere. Det er en slags eksperiment, som vi lavede sammen med Craig Walker (op. p. eks-sanger i bandet Archive). Vi har altid ønsket at skabe et album sammen med en musikskribent, der er mere tiltrukket af at skrive en sang, en rigtig sang og ikke bare en techno-lyd. Derfor er det en naturlig udvikling for os. Vi mødte Craig i studiet for halvandet år siden, og vi begyndte at skabe, men vores intention i starten var ikke at lave et album, det kom naturligt. Vi sagde ikke farvel til techno, vi ville bare have noget andet. Og det gjorde vi med Galvany Street.

Så Galvany Street blev født virkelig spontant...
Det er rigtigt, vi havde ikke planlagt noget. Vi ønskede en mindre "bookshade" lyd, noget helt andet. Da vi så, hvad Craig gjorde for at gøre hans tekster lidt mørkere, bevægede vi os naturligvis i den retning. Og da vi på et tidspunkt så, hvad der var skabt, havde vi et album. Der blev selvfølgelig lavet flere sange, men vi besluttede kun for disse ti. Hvad kan jeg sige, vi er gået over til den mørke side. (latter)

Nå, du ser ikke så mørk ud for mig. Men jeg tror på, at dette album var uundgåeligt. Allerede nummeret Charlotte fra 2008 havde lidt mere mørke...
Det er rigtigt, det er derfor, Charlotte spiller igen efter lang tid. For det passer bare. Som vi allerede har sagt, var udviklingen virkelig naturlig. Vi havde kun to regler: vi ville ikke lyde det samme som på EVE-albummet, og vi ville ikke lyde tech/house. Selv skabelsen af selve albummet var let og ikke som med EVE, hvor vi gennemgik en lang og meget smertefuld proces.

LÆS MERE: INTERVIEW: TRENTEMØLLER – EN MUSIKALISK VISIONÆR STÅR GODT PÅ BORDEN

Hvad er reaktionen fra dine største følgere?
De siger, at det minder dem om vores debut, Memento. Der eksperimenterede vi med musik og havde en mørkere lyd.

Mark Plati, en musikproducer og veteran, der arbejdede med blandt andre David Bowie, Prince, Lou Reed, The Cure, bidrog også til albummet... Er det også grunden til en så anderledes lyd?
Vi mødte Mark gennem Craig, så fulgte Skype-samtaler. Hvad kan vi sige, en typisk amerikansk positiv. Han tilføjede noget af sin egen blandingsstil til de numre, han arbejdede på. Og vi kunne virkelig godt lide hans arbejde. Det var også en fin afveksling for os, for ellers mixer vi altid os selv, vi laver alt selv, og det ville vi lave om på med dette album. Dette sidste trin i skabelsen, som kan være meget smertefuldt. Før en sang for alvor er færdig, kan der gå uger, måneder, og det er utroligt nervepirrende for os.

Ellers er Plati ikke den eneste, der samarbejder med forskellige klingende navne i musikkens verden. I to samarbejdede også med berømte stjerner på det sidste album. Craig er allerede blevet nævnt, så er der medlemmet af det islandske band GusGus, Urður. Hvordan fangede de dem?
GusGus og jeg mødtes før samarbejdet med Urður, men vi mødte Urður ikke personligt før selve samarbejdet. Craig har sit atelier i samme bygning som os. Han flyttede fra Dublin til Berlin. De introducerede os, og dette samarbejde blev født her.

Et spørgsmål jeg simpelthen bliver nødt til at stille. Hvordan er det at spille med legender som Depeche Mode? De havde allerede denne mulighed.
(Latter). Det var en stor oplevelse. Vi spillede med dem to gange, én gang i Berlin og én gang i Tel Aviv. Vi er selv blandt deres fans, de er også en af grundene til, at vi begyndte at spille musik. De var rigtig søde, hele deres team. Vi havde et problem med vores "maskineri" i Tel Aviv, der manglede et lille, men afgørende stykke udstyr, og de var straks klar til at hjælpe. Under vores optræden i Tel Aviv stod min kone (ap. Arnos kone) ved scenen og var så heldig at se backstage, hvor hun kunne se en halvnøgen Dave Gahan. Jeg tror, du kan forestille dig, hvor hendes opmærksomhed var. (latter)

Jeg ved, hvor min ville være. (griner) Når vi går tilbage til din musik, hvad er din holdning til nutidens technoscene og DJs? Betragter du dig selv som en del af den berlinske technoscene?
Vi har tilknytning til Berlin, hvor vi blandt andet grundlagde vores label Get Physical, men vi har aldrig betragtet os selv som et "Berlin-band". Vi startede i Frankfurt, flyttede rundt i verden, og vi repræsenterer heller ikke den typiske berlinske lyd. Vi ser hinanden som europæere, hvis vi kan kalde det det. Vi er ikke forbundet til én by, fordi vi virkelig hele tiden bevæger os. Men vi er selvfølgelig en del af DJ-scenen, hvor vi har et studie, som ligger i centrum af Berlin, vi møder andre DJs og producere igen og igen, såsom Martin Eyerer, så vi altid er opdateret med hvad der sker . Men vi går ikke så tit på klubber i Berlin længere.

Hvad byder fremtiden på? Fortsætter du spontant?
I øjeblikket er der en turné, hvor vi præsenterer det nye album sammen med Craig, og en festivalsommer, hvor vi vil præsentere os selv. Vi arbejder også allerede på nye materialer, som kunne være den nye Yaruba, som hun kunne vende tilbage til klubberne med.