Kærlighed. Et ord jeg engang udtalte med dit navn på mine læber. Den følelse, der fyldte min sjæl, når du kiggede på mig – ja, i hvert fald når du overhovedet lagde mærke til mig. Jeg var din. Af hele mit hjerte, uden forbehold, uden hæmninger. Jeg gav dig alt, hvad jeg var.
Og dig? Du havde mig. Men aldrig rigtig.
Jeg bar dig i mine tanker, i mine drømme, i mine bønner. Men jeg stod altid alene. Alene i vores samtaler, der ikke skete. Alene i kram, der bare er blevet et minde. Alene i et forhold, hvor jeg elskede for os begge.
Hvor mange gange har jeg tigget – ikke højt, ikke med tårer, men med stille, umærkelige handlinger? Hvor mange gange har jeg håbet, at du ville erkende, hvor meget du betyder noget for mig? Hvor mange gange har jeg overbevist mig selv om, at du en dag vil se, hvad der venter forude?
Men jeg kan ikke mere.
Jeg kan ikke længere være den, der altid tilpasser mig, som altid venter, som altid forstår. Jeg kan ikke længere se mig selv i spejlet og fortælle mig selv, at det er nok – at DU er nok.
For det gjorde du ikke.
Ikke fordi jeg ikke var værdig til kærlighed, men fordi du aldrig elskede mig på en måde, der fik mig til at føle, at jeg virkelig var den eneste for dig.
Kærlighed skal ikke være tiggeri
Jeg vil ikke bede om din opmærksomhed mere. Jeg vil ikke længere sidde ved siden af dig og håbe, at du endelig vil se mod mig, i stedet for ind i din verden, hvor jeg ikke er. Jeg vil ikke længere vente på de ord, du aldrig vil sige. Jeg vil ikke længere lede efter grunde til, hvorfor du ikke kan elske, som jeg elsker.
Jeg vil ikke længere være den, der altid finder undskyldninger for dit fravær, din kulde, din ubeslutsomhed.
Og det er derfor, jeg tager afsted.
Ikke fordi jeg ikke elsker dig længere, men fordi jeg endelig skal elske mig selv.
Jeg fortjener en, der vil se min værdi, ikke kun når jeg ikke længere er i nærheden. Jeg fortjener en kærlighed, der ikke vil være et puslespil, som ikke vil være ensidig, som ikke vil være noget, jeg skal bevise hver dag.
Måske vil du en dag forstå. Måske vil du først indse, hvad du har mistet, når det er for sent.
Men så er jeg der ikke.
For nogle gange er den største kærlighed ikke den, der bliver, men den, der forstår at forlade.
