Leica har bare gjort det, de er bedst til: de har taget noget teknisk perfekt, malet det i mudderfarve og taget prisen for en solid, brugt familievogn. Og ved du hvad? Vi vil stadig have det. Den nye Leica Safari- og Glossy Black-objektivserie er ikke bare optik; det er et udtryk for, at du elsker mekanik, historie, og at du ikke har noget imod, at dit dyre udstyr skinner som en messinglysestage, når det slides ned med tiden.
Lad os være ærlige. De fleste af disse objektiver vil aldrig opleve et rigtigt safaribillede, og slet ikke fronten, som den originale olivengrønne farve blev udviklet til i 1960'erne. Originale modeller Leica M3 og M4'ere i denne farve var overlevelsesværktøjer. I dag er disse nye linser – Leica Safari – Summilux-M 35mm f/1.4 ASPH., Summilux-M 50mm f/1.4 ASPH. og Summicron-M 28mm f/2 ASPH. – det ultimative modetilbehør til fotografen, der ønsker at skille sig ud i den urbane jungle netop ved at "gemme sig".
Men hvis vi lægger kynismen omkring os til side Leica Safari, tingen under motorhjelmen er fascinerende. Leica stoppede ikke bare med at male aluminiumet. Nej, det ville være for simpelt og for billigt. Disse objektiver er lavet af massiv messing, maskinbearbejdet til tolerancer, der ville genere selv ingeniørerne hos NASADen olivengrønne finish er modstandsdygtig over for ridser, opløsningsmidler og kemikalier, hvilket betyder, at linsen vil overleve dig, dine børn og sandsynligvis den næste istid.
Den vigtigste innovation i Safari "trio"-serien er ikke kun farven. Ingeniørerne i Wetzlar har endelig lyttet til klagerne og opgraderet fokuseringsmekanismen. Disse objektiver har en forlænget nærfokuseringsafstand. Mens klassiske M-objektiver stopper ved 70 centimeter, kan disse nye modeller komme meget tættere på motivet. Det svarer til at tilføje en turbolader til en naturligt aspireret motor – pludselig har du manøvrerum, som du ikke havde før.
Blank sort: Forfaldets kunst
Hvis serien Leica Safari Designet til dem, der foregiver at være usynlige, er Glossy Black Summilux-M 50mm f/1.4 Classic til dem, der forstår wabi-sabi – den japanske æstetik af forgængelighed. Eller simpelthen dem, der er velhavende nok til at finde det sexet at bære det.
Dette er den "sorte farve", som samlere drømmer om. Det er ikke anodiseret aluminium, der forbliver matsort for evigt. Det er en skinnende polering på messing. Hvorfor er dette vigtigt? Fordi den polering slides af med brug. Ved kanterne, hvor dine fingre drejer fokusringen, og hvor linsen gnider mod posen, vil den gyldne messing begynde at skinne gennem det sorte.
"Med Leica køber du ikke bare et objektiv. Du køber et lærred, som du langsomt vil afsløre gennem din brug over de næste tredive år."
Dette er et fænomen kendt som "messing". Med andre mærker ville dette være en klage. Med Leica er det en funktion, man betaler en merpris for. Og for at være ærlig – det virker. Et objektiv med denne patina ligner en krigsveteran med tusind historier bag sig, selvom den eneste "kamp", han har set, er kampen om den sidste croissant i bageriet.
Teknisk perfektion under en retrokjole
Lad dig ikke narre af mid-century-looket. Optisk er disse et fantastisk syn. Vi taler om Summilux- og Summicron-serierne, som i Leica-sprog betyder f/1.4 og f/2.0 blænder. Disse er "lysstærke" objektiver.
- Lysstyrke: Med f/1.4 kan du optage i en kælder uden vinduer og stadig få klare billeder. Bokeh'en er så cremet, at du kunne smøre den på brød.
- Produktion: Fokusringene har den karakteristiske Leica-dæmpning. Ikke for hård, ikke for blød. Det er præcis, som det skal være. Ligesom rattet i en gammel, men fuldt restaureret Jaguar E-Type.
- Detaljer: De rød-hvide graveringer på vægten er håndstøbte. Ja, nogen i Tyskland sidder og påfører maling på disse riller med mikroskopisk præcision.
Alle modeller er naturligvis optimeret til de nyeste sensorer med høj opløsning, som dem der findes i M11-P. Det betyder, at du får skarp kontrast og opløsning fra kant til kant, uden de kromatiske aberrationer, der plager billigere optik.
Konklusion: Irrationel kærlighed
Lad os være ærlige. Priserne er absurde. Summilux-M 35mm Safari koster 6.795 $ (ca. €6.300). For de penge kan du få en brugt bil, tre japanske topobjektiver eller en badeværelsesrenovering. Det blanke sorte 50mm koster “kun” 4.595 $, hvilket virker som et særligt tilbud i dette univers.
Men at måle Leica Safari Set i et pris-ydelses-perspektiv er det som at klage over, at et mekanisk ur til 10.000 euro viser en mindre præcis tid end din telefon. Du misforstår pointen.
Du køber disse objektiver for følelsen. For vægten af messinget i din hånd. For det stille klik, når blænden bevæger sig. Og ja, også for den særlige følelse, når du tager det ud af tasken og ved, at du holder toppen af optisk ingeniørkunst, pakket ind i verdens smukkeste emballage. Er det snobberi? Måske. Er det verdens bedste fotografiske oplevelse? Uden tvivl.
Hvis du har pengene og leder efter noget, der bevarer sin analoge sjæl (og værdi) i en digital verden, så er det her det rette valg. Bare bliv ikke overrasket, hvis du opdager, at du passer mere på objektivet, end du ville gøre med dine egne børn.
Hvad synes du? Er "patinaen" og messingen tusindvis mere værd, eller er moderne plastik og kulstof nok? Skriv din mening i kommentarerne!
