Indrøm det, vi var alle lidt bange. Vi var bange for, at Lotus bare var blevet endnu et mærke, der producerede tunge elektriske SUV'er til folk, der troede, at "dynamisk kørsel" var at accelerere til det næste trafiklys i indkøbscentret. Vi troede, at Colin Chapmans ånd - den geniale og besatte ingeniør, der råbte "forenkl og tilføj lethed" - endelig var forsvundet under vægten af lithium-ion-batterier. Men vi tog fejl. Åh, hvor tog vi fejl. Her har vi Lotus Theory 1. Og det er ikke bare en bil. Det er et bevis på, at fysikken stadig holder stik, og at fremtiden ikke behøver at være kedelig.
Lad os først få én ting på plads. Den hedder Lotus. Teori 1 (Teori 1). Navnet lyder som titlen på en kedelig ph.d.-afhandling om kvantemekanik, men det er faktisk det mest spændende, der er kommet ud af Hethel (eller mere præcist, deres globale studie), siden de fandt ud af, at de kunne proppe en Honda-motor ind i en Elise. Det er et koncept, der skriger: "Vi kan stadig gøre det!"
I en verden, hvor elektriske superbiler vejer lige så meget som en lille kirke, har Lotus udført et mirakel. Målvægten for denne bil er under 1600 kg. For en benzinbil ville det være "okay", men for en firehjulstrukket elbil med 1000 hestekræfter er det næsten magi. Til sammenligning: Lotus Eletre, deres SUV, vejer omtrent lige så meget som to Theory 1'ere og en halv Miata.
Tal der forvirrer sindet
Lad os se på statistikken for "tørre" køretøjer, som er alt andet end tørre. Drivlinjen udvikler brutale 735 kW (987 hk). Det betyder, at den kan accelerere fra stilstand til 100 km/t på under 2,5 sekunder. Det er hurtigere, end det tager at læse denne sætning. Tophastighed? 320 km/t.
Men med elbiler spørger vi altid os selv: "Hvor længe varer det sjove?" Lotus har installeret et 70 kWh batteri. Det lyder måske småt sammenlignet med monstre på over 100 kWh, men husk – lethed. Et mindre batteri betyder mindre vægt, mindre vægt betyder bedre dynamik. Og alligevel lover de en rækkevidde på 402 km (250 miles) i henhold til WLTP-standarden. Nok til at skræmme to passagerer og stadig komme hjem.
Siddepladser: Mig, mig og… to mere bagerst
Det er her, tingene bliver rigtig interessante og nostalgiske. Theory 1 har tre sæder. Føreren sidder i midten. Ja, ligesom i den legendariske McLaren F1. Det er ikke bare den "cool" faktor, det er den eneste rigtige måde at køre på. Du er universets centrum, vejens hersker, kaptajnen på dit rumskib. Og på hver side, lidt tilbagetrukket, er der to passagersæder. Perfekt til to venner at køre, hvor de deler frygten i deres øjne, når du træder speederen i bund.
Dørene? De åbner ikke udad, og heller ikke opad som en Lamborghini. De åbner bagud og opad i en kompliceret pirouette, der gør det muligt at komme ind i bilen selv på en trang parkeringsplads uden at dyrke yoga.
Bilen der “sender” dig – Lotuswear™
Og nu til den mest bizarre, men geniale del. Lotus har udviklet noget, de kalder Lotuswear. Glem alt om læder og plastik. Interiøret er beklædt med et "robottekstil" udviklet i samarbejde med MotorSkins.
Det er ikke bare stof. Det er en levende ting. Der er små oppustelige bobler i sæderne og rattet, der giver dig haptisk feedback. Hvis en forhindring nærmer sig fra højre, vil sædet blidt puffe dig i højre side af dine ribben. I stedet for at bippe som en mikrobølgeovn, taler bilen til dig gennem berøring. Forestil dig en bil, der tapper dig på skulderen og siger: "Hey, pas på, sving." Det lyder mærkeligt, men i en verden overfyldt med skærme kan dette være den løsning, vi har ventet på. Knapper? Ingen. Når du har brug for dem, "pustes" de op af stoffet. Når du ikke har brug for dem, forsvinder de. Ren magi.
Udfordringen med 10
Der bruges hundredvis af forskellige materialer i en moderne bil. Lotus sagde: "Vrøvl." Til Teori 1 satte de sig et mål om kun at bruge 10 hovedmaterialer på synlige overflader. Genbrugt kulfiber, cellulosekompositter, genbrugsglas ... Det er filosofien om minimalisme på steroider.
Motoren og batteriet er ikke bare en last, de er en del af det belastede element, ligesom i den gamle Lotus 49. Baghjulsophænget er fastgjort direkte til motor-/batterihuset. Dette er ikke bare ingeniørkunst; det er kunsten at fjerne alt det overflødige, indtil kun ren funktion er tilbage.
Konklusion: Er dette redningen for motorismens sjæl?
Lotus Theory 1 er, for at være ærlig, et koncept. Du vil sandsynligvis ikke se den i udstillingslokaler i præcis denne form næste år. Men den er vigtig. Den er vigtig, fordi den viser, at den elektriske fremtid ikke behøver at være tyk og lydløs. Den viser, at det er muligt at lave en elbil, der ikke vejer så meget som en lille måne.
Hvis Lotus kan overføre bare 50 %'ere af denne filosofi til en produktionsbil – denne lethed, denne førercentrering, denne vanvittige idé om, at bilen er en forlængelse af din krop og ikke bare en iPad på hjul – så har vi håb.
Prisen? Dette er ikke nævnt i koncepterne, men hvis det skulle bygges, ville det sandsynligvis koste lige så meget som en lille ø. Men det betyder ikke noget. Det vigtige er, at Lotus (og deres ejere hos Geely) har bevist, at de ikke har glemt, hvad det vil sige at køre. At kørsel ikke kun handler om at komme fra punkt A til punkt B, men om følelsen, når hårene på armene rejser sig. Og i Lotus teori 1 Disse hår advarer dig om bøjningen.
Godt gået, Lotus. Lav nu denne her. Og lad være med at ændre noget. Ikke engang de mærkelige sæder.
