Samme rutine hver morgen. Duften af friskbrygget kaffe, koppen varmer dine hænder, dagen begynder. Og så – i bunden af gryden – er der noget tilbage, som ender i skraldespanden. Mørkt kaffegrums, der ikke virker vigtigt.
Kaffegrums Det er en helt almindelig rest, men den bærer noget ekstraordinært i sig. Der er stadig nok næringsstoffer tilbage i den til planter tilbyder præcis, hvad de ofte savner – blid opmuntring. Nitrogen, lidt kalium, spor af magnesium, calcium... alt i naturlig form, uden kunstige tilsætningsstoffer.
Men det handler ikke kun om sammensætningen. Det er en gestus. Når du beslutter dig for at bruge noget hverdag anderledes, ændres dit forhold til dit hjem, til planter og til naturen også. Du køber ikke længere præparater med skinnende etiketter. Du leder ikke efter hurtige løsninger.
Hvordan laver man gødning fra kaffegrums?
Processen er enkel – næsten lige så afslappende som at lave kaffe selv. Lad bundfaldet afkøle først. Spred det derefter ud til tørre. Intet kompliceret, bare lidt tålmodighed. Når det er tørt, blander du det med vand. Koldt, rent vand, ingen tilsætningsstoffer. Og så venter du. To til tre dage, ikke mere.
I løbet af denne tid trækker vandet langsomt alt ud, der stadig er i dvale i kaffegrumset. Som om man forbereder sig på at bringe noget andet ud i livet. Når du har siet væsken, vil du have en skånsom, naturlig gødning. Ingen lugt, ingen aggressivitet, ingen kemikalier.
Når du hælder det i en vandkande og vander en blomst med det, gør du noget simpelt – men alligevel dybtgående. Jorden optager det lydløst, rødderne bliver levende, bladene spænder op som for at sige tak. Og du føler, at du er en del af noget større.
Bladene bliver mere levende, jorden bliver løsere, luften omkring planten bliver friskere. Og pludselig føler man sig ikke længere som en gartner, men som en, der forstår at lytte til naturen. Som en, der ser muligheder i det, andre smider væk.
Kaffegrums så det er ikke længere en ubetydelig rest. Det er båndet mellem dig og dine planter. Det er broen mellem vane og bekymring. Det er et tavst bevis på, at ting bliver værdifulde, når vi ser på dem med andre øjne.
