Hvorfor er det første instinkt at finde nogen til at udfylde det tomrum, vi føler indeni? Nogen til at hele sårene? Vil du finde svaret i dit spejlbillede i spejlet?
I jagten på lykke gør vi det ofte grundlæggende fejl, at vi forsøger at hele vores indre sår og tomhed ved hjælp af andre mennesker.
Mange tyr til troen på, at tilstedeværelsen af en anden person kan gøre dem helt glade, udfylde hullerne og slette smerten fra tidligere oplevelser.
Dette er en fejlagtig tro, der kan føre til forholdsafhængighed, hvor vi forventer, at andre spiller roller, som egentlig er vores eget ansvar.
I parforhold sker det ofte, at mennesker utilsigtet bliver mål for lykke
Dette skaber en stille, men gennemtrængende konkurrence, hvor kærlighed er betinget af sammenligning og konkurrence i stedet for at være ubehæftet og ubetinget. Sådan en livsstil fører ikke til ægte tilfredsstillelse, men holder os i en tilstand af konstant sammenligning og usikkerhed.
Endnu mere, når vi befinder os i en situation, hvor vi er tynget af vores egne usikkerheder, det kan vi føler os så tomme, at vores prioritet blot bliver, at vi ser bedre ud i andres øjne.
I sådanne øjeblikke er vi klar til at gøre næsten alt, at blive accepteret i andres øjne, elsket, respekteret eller værdsat. I stedet for at fokusere på, hvordan vi har det med os selv, fokuserer vi på ekstern validering af vores værdier.
Men sand tilfredsstillelse og indre fred kan ikke komme fra sammenligninger eller afhængighed af andre.
Livets ægte charme og skønhed afsløres, når vi begynder at arbejde på os selv
Og når vi lærer at værdsætte og elske os selv uden behov for ekstern validering.
Undervejs oplever vi, at andre mennesker kan tilbyde støtte, visdom, måske endda kærlighed og opmuntring, men at arbejde med dig selv er noget, der vi skal gøre det selv. Derfor er det så vigtigt at lære selvrespekt og selvkærlighed.
Når vi udvikler os dybt selvrespekt vi har ikke længere brug for andre til at løfte os op. Vi føler ikke længere behov for at være bedre end andre eller at bevise os selv.
Vi accepterer os selv, som vi er, med alle vores styrker og svagheder
Når vi accepterer os selv på denne måde, holder vi op med konstant at kritisere andre, fordi vi forstår, at de også er på deres egen vej, fulde af kampe og udfordringer.
Denne modenhed og forståelse bringer dyb lettelse og ægte frihed. Og når vi når dette punkt, kan vi virkelig sige, at vi har fundet vejen til indre fred.
Dette er ikke en vej, som nogen andre kan gå for os
Det er en vej, der kræver vores eget engagement, mod og vedholdenhed. På denne rejse vil vi ikke kun finde fred, men det vil vi også er også blevet en inspirationskilde og støtte til andre, der søger deres egen vej til selvrespekt og selvhelbredelse. Vi vil selv hele sårene.
