Netflixs "Adolescence": En serie, der vil knække dig – og glæde dig

Serien er skabt af Stephen Graham, der strålede i Kogepunktet som kok på randen af sammenbrud, sammen med manuskriptforfatter Jack Thorne, og Barantini overtog igen instruktøropgaverne. Netflix-mesterværket med fire afsnit er en blanding af krimi og psykologisk drama, der følger en familie, hvis 13-årige søn er anklaget for at myrde en klassekammerat med det samme ubarmhjertige enkeltkamera.

Resultatet? En ubarmhjertig, hypnotisk og uhyggelig autentisk oplevelse, som vil hjørne dig og efterlade dig forpustet.

Hvad sker der i "Tenageårene"?

Serien griber seeren i halsen i de første minutter. Politirazzia ved daggry. Vrede skrig. Væggene ryster under vægten af rambukkens slag på døren. Familien Miller bliver kastet ud i et mareridt, som der ikke er nogen flugt fra.

Far Eddie (Graham), mor Manda (Christine Tremarco) og storesøster Lisa (Amelie Pease) før de overhovedet indser, hvad der sker, ser de politiet brutalt trække 13-årige Jamie (Owen Cooper) ud af sengen. Anklage? Drab på en klassekammerat.

Alt flytter derefter til politistationen, hvor det første kontinuerlige skud finder sted timelang følelsesmæssig lavine – en chokeret familie i et sterilt venteværelse, advokater, der vælger ord som kirurgiske skalpeller, og en detektiv DI Bascome (Ashley Walters, Top Boy) og DS Frank (Faye Marsay, Andor), som har solide beviser.

Jamie insisterer på sin uskyld. Er han virkelig uskyldig? Og hvis ikke – hvordan er han nået dertil, hvor han bliver anklaget for noget så skræmmende?

Instruktørmesterværk: One Shot, Four Different Worlds

Optaget hele miniserien i enkeltoptagelser lyder som en stiløvelse – men i virkeligheden fungerer formatet glimrende. Barantini ved, hvad han laver. Kameraet tillader ikke pusterum, tillader ikke snitsår, giver ikke noget pusterum. Seeren befinder sig fanget i en hvirvel af barsk virkelighed, som om han var endnu et uheldigt medlem af den smuldrende Miller-familie.

Hver episode åbner et nyt kapitel i en familietragedie, og tiden springer fremad:

• Afsnit 1: Politistationen – spænding, der kan skæres med en kniv. Kameraet hopper mellem stille hvisken og vredeseksplosioner.
• Afsnit 2: Skole – lærere, elever og forældre forsøger at klare chokket. Social dynamik er ved at gå i opløsning foran beskuerens øjne.
• Afsnit 3: Terapi – Jamie og psykologen (Erin Doherty) i en duel af ord og stilhed. Her afsløres brudstykker af sandhed.
• Afsnit 4: Fødselsdag – familien forsøger at komme videre med deres liv, men fortidens spøgelser tillader ikke glæde.

Hvert sted har sin egen energi, sit eget tempo, sin egen æstetik, men formatet forbliver ubarmhjertigt. Kameraet tilgiver intet – tårer, skælvende hænder, et blik, der flygter fra sandheden.

Medvirkende: En rigtig følelsesmæssig bombe

I denne type drama kunne alt falde fra hinanden, hvis ensemblebesætningen kun var gennemsnitlig. Heldigvis "Adolescence" har sande mestre i spillet.

• Stephen Graham han er en lektion i at optræde som Eddie Miller – hver rynke i hans ansigt skriger en historie om sammenbruddet af hans fars verden.
• Ashley Walters og Faye Marsay De er perfekte som garvede detektiver, der ved, at der på den anden side af bordet er en dreng, ikke et monster – og alligevel giver de ikke op.
• Owen Cooper ligesom Jamie? En ren åbenbaring. Det er hans fortolkning af et skræmt, men måske ikke helt uskyldigt barn uhyggelig og hjerteskærende på samme tid.

Og lige når vi tror, vi har set det hele, kommer her Erin Doherty i tredje afsnit og levering en ekstraordinær psykologisk duel, som let ville finde vej ind på teaterscenerne.

Er "Adolescence" en perfekt serie? Ingen. Og det er okay.

Hvis du leder efter nem visning en fredag aften, vil du ramme en mur her. "Ungdom" det er alt andet end et behageligt syn – er mørk, deprimerende og til tider ekstremt smertefuld.

Derudover bruger serien det meste af sin tid på at følge med gerningsmanden og hans familie, mens den er tilbage offeret næsten helt i baggrunden – hvilket rejser vigtige etiske spørgsmål. Men dette er ikke en typisk krimi eller "whodunnit"-historie. Det er en brutal dissektion af sociale sprækker, der kan føre til utænkelige handlinger.

Gennem Jamies historie udforsker serien manosfære, online påvirkninger på teenagere og systemiske mangler, som vi ofte overser. Resultatet er ikke altid behageligt – men det er absolut nødvendigt.

---

Konklusion: En serie du ikke vil kunne (eller vil) glemme

"Adolescence" er ikke en serie, man ser og glemmer. Det er ikke lavet til en nats binge-watching. Det er en intens oplevelse, der griber dig og ikke giver slip.

Hvis du er klar til følelsesmæssig rodeo uden sikkerhedsseler, dette er en af årets vigtigste og mest mesterligt udformede serier. Hvis ikke, vil du måske hellere vælge noget mere venligt – som en dokumentar om babypandaer.